CORONA: Rugmel og en opbyggelig pointe på en smuk lørdag formiddag

Indkøb af dagens fornødenheder under krisen med corona resulterede denne lørdag i en opbyggelig lærestreg og klog pointe.

1109

Af Niels Skipper

Redaktør på netavisen

På denne smukke lørdag med blå himmel og solskin, hvor man har svært ved at fatte, at verden ikke desto mindre er helt af lave, havde jeg besluttet mig for at bage.

Desværre var både gær og rugmel helt umulige varer at finde flere steder, men med hensyn til det første tilsmilede heldet mig i den lokale Aldi, hvor jeg fandt den sidste pakke i køledisken, mens der var masser af økologisk rugmel hos Spar på Margrethevej i Hirtshals.

Da jeg kom til varebåndet førstnævnte sted, stod jeg foran en nydelig, ældre dame med en flaske vodka og lidt andet i hånden. Hun syntes åbenbart, at hun var kommet for tæt på, hvorefter hun undskyldte og trådte et skridt tilbage.

Det fik mig til smilende at sige, at hun ikke behøvede beklage, da det såmænd nok skulle gå, hvilket hun til min overraskelse opponerede imod, idet hun samtidig stilfærdigt og venligt insisterede på vigtigheden af at følge og efterleve myndighedernes henstillinger.

Her måtte jeg så til gengæld beklage og indrømme, at hun da havde og har fuldstændig ret, fordi der selvfølgelig er al mulig grund til at tage forholdsreglerne alvorligt.

Lærestregen fik mig også til at tænke på, at det er helt i orden, når vi hver især minder hinanden om, hvordan vi bør agere, når bare alle gør det ligeså høfligt som damen her.

Den kloge dame sluttede for resten af med at betro mig, hvor effektivt et desinfektionsmiddel vodka kan være, når man bruger den udvortes i den rette blanding.

 

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Lars Christensen
4 år siden

Niels hvis vodka skal ære effektivt som desinfektions middel skal alkohol procenten op på 61% og det kan man vist ikke købe i Aldi…..