Danmarks grænse lukkes

Fra lørdag klokken 12 lukker de danske grænser midlertidigt.

555

Statsminister Mette Frederiksen (S) har netop oplyst på et pressemøde, at grænsen fra lørdag kl. 12 lukkes til Danmark.

Rejsevejledningerne er allerede ændret til hele verden. Det betyder, at man skal lade være med at rejse væk fra Danmark, medmindre det er absolut nødvendigt, og hvis man er i udlandet, skal man komme hjem.

Danske statsborgere kan altid komme ind i Danmark. Det kan andre nationaliteter ikke. Det sker for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

Grænserne vil være lukket til og med 13. april, lyder det fra statsministeren fredag aften.

Hun fraråder derfor at tage på påskeferie til udlandet.

Udlændinge vil blive afvist

Forsvaret vil få en opgave med at bevogte grænsen, og udlændinge, der kommer til Danmark, skal have et anerkendelsesværdigt formål. Ellers vil de blive afvist.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S), der også er til stede på pressemødet.

Han understreger samtidig, at vi til at starte med vil se lange køer i lufthavne og ved grænseadgange ind i Danmark. Men samtidigt forventer myndighederne, at køerne vil forsvinde i takt med, at folk bliver væk fra Danmark.

Varer – og særligt fødevarer – kan fortsat komme ind i landet.

Derfor gælder restriktionerne ikke lastbilchauffører, der kører varer ind i Danmark, lyder det fra Nick Hækkerup.

Hvad der er et anerkendelsesværdigt formål, det vil afhænge af en konkret, individuel vurdering. Men det kan være følgende:

  • Handel eller fragt
  • Samværsret med børn
  • Besøg hos alvorligt sygt familiemedlem
  • Akut familiebesøg

Et almindeligt besøg hos familie i Danmark er ikke et anerkendelsesværdigt formål.

Det bliver politiets opgave, og det er ikke en uvant opgave for dem at varetage sådanne opgaver, siger Nick Hækkerup.

Naboer forstår alvoren

Tyskland, Norge og Sverige er alle orienteret om tiltaget, og de har udvist forståelse over for det, selv om de ikke er enige i alle punkter.

– Alle kan se alvoren, og vi vil løbende tale med dem, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Dermed fortsætter de diplomatiske bånd til resten af Europa, selv om Danmark nu lukker sine grænser.

– Når vi kigger på EU i dag, kan vi se, at corona har fået rigtig godt fat. Vi er den region, der er hårdest ramt. Landene forfølger og efterfølger forskellige strategier. Der er tæt koordination, og vi havde for kort tid siden møde i Det Europæiske Råd, men som statsminister vælger jeg den vej, der er den rigtige, på baggrund af viden fra de danske myndigheder, siger Mette Frederiksen.

Ingen varer vil blive omfattet af grænselukningen, men ifølge statsministeren, så vil det gå hårdt ud over industriproduktionen i Danmark og i større dele af erhvervslivet, end det blev forudset for få uger siden.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments