Stumfilm og stjerneorganist

Onsdag den 18. marts kl. 19.30 kan man opleve en spændende og anderledes koncert i Hirtshals Kirke.

49

På orgelbænken sidder Jakob Lorentzen, der til daglig er organist i Holmens Kirke, København. Han vil improvisere filmmusik til Chaplins stumfilm ”Byens lys,” der samtidig vises på storskærm i Hirtshals Kirke.

Den romantiske komedie ”Byens lys”, der også er kendt under sin originale titel ”City Lights,” er blandt Charlie Chaplins mest velkendte værker. Filmen handler bl.a. om at ofre sig for sin næste.

Vagabonden forelsker sig denne gang i en blind pige, der sælger blomster på et gadehjørne. Ved et tilfælde får pigen det indtryk, at Chaplin er millionær. Og denne rolle kan han spille over for pigen, fordi han kommer i kontakt med en virkelig millionær, der stiller bil og penge til rådighed for ham. Men den spiritusglade millionær er kun hans ven, når flaskerne står på bordet, og for at hjælpe den unge pige må Chaplin blandt andet i bokseringen. Chaplin var over et år om at optage filmen, i den grad var han besat af at gøre den perfekt.

Organisten i Holmens Kirke, Jakob Lorentzen, har specialiseret sig i at improvisere på orgel til Stumfilm, sådan som man også kunne opleve det f.eks. i Palladium helt op til begyndelsen af 1960’erne. Jakob Lorentzen underviser på musikkonservatoriet i at improvisere. I 2018 modtog han Frobeniusfondens Store Pris på 250.000 kr., og i slutningen af 2019 blev han Ridder af Dannebrog.

Efter koncerten er der Efterspil i kirkens våbenhus, hvor der vil være en lille forfriskning.

Entré: Kr. 50, børne og unge under 18 år gratis. Billetter købes på www.hirtshalssogn.dk eller i kirken før koncerten

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments