Indehaver Joachim Brinck fra Brinck Isenkram, som snart åbner i Nørregade, mødte fredag op til Hirtshals Handel & Erhvervs morgenmøde på Restaurant Lilleheden i selskab med sønnen Nicolai Brinck.
Far og søn blev budt velkommen af formand Dorthe Schaltz, hvorefter Joachim Brinck fortalte om sin erfaring i branchen og om de allerede eksisterende samt planlagte butikker, hvoraf en altså som allerede nævnt kommer til at åbne i Hirtshals.
Mange lokale kender utvivlsomt allerede til butikken fra besøg på Tversted Marked. Her har Brinck Isenkram nemlig i de senere år haft markedets største stand, som har været et kæmpe tilløbsstykke fra nær og fjern.
Hvad der slog byens nye isenkræmmer var i øvrigt, hvor fantastisk godt både borgere og kommende kollegaer hos handelsstanden har taget imod nyheden om Brinck Isenkrams åbning i Hirtshals.
Hatteløft og velkommen også fra os på den lokale netavis!