Vindmølle i flammer på Mors

Nordjyllands Beredskab kan kun se til mens ilden fortærrer nacellen på en 35 meter høj vindmølle på Mors.

308
Foto: Lars Enevoldsen (Nordjyllands Beredskab).

Nordjyllands Beredskab blev søndag formiddag kaldt ud til brand i en 35 meter høj vindmølle på Elsøvej vest for Nykøbing Mors.

Meldingen om brand kom ind klokken 10.28 og til middag er brandfolkene stadig ved møllen – men de forsøger ikke at slukke branden.

– Der er ikke meget, vi kan gøre i sådan en situation. Vi har ikke udstyr til at slukke branden og det ville heller ikke være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at forsøge, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Lars Enevoldsen, som sammen med de øvrige brandfolk er til stede i en behørig sikkerhedsafstand – og sørger for at alle andre er det samme.

– Møllen har næsen mod vinden og det gør at flammerne arbejder sig heldigvis væk fra vingerne, så dem tror vi ikke falder ned, men der er brændende dele, der falder ned ind i mellem og dem skal vi jo sørge for, at der ikke er nogen, der bliver ramt af, fortæller indsatslederen.

Venter på branden er overstået

Alt Lars Enevoldsen og hans mandskab kan gøre, er at vente på, at branden går ud. Når det sker, spærrer de den enlige adgangsvej, der er ind til møllen, af og så skal firmaet, der har lavet møllen, besigtige skaderne i den kommende uge.

– Det er alt vi kan gøre og det gælder sådan set om møllen er 35 meter høj eller 135 meter høj som vi har prøvet i testcenteret i Østerild, fortæller Lars Enevoldsen.

Han refererer til den brand, der fandt sted i august 2017 i en kæmpevindmølle fra Vestas – en vindmølle som to uger efter branden blev sprængt i stykker

Lars Enevoldsen opfordrer borgerne til at holde sig på afstand af den aktuelle brand på Mors.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments