Bjarne Laustsens (S) tale til de hjemvendte soldater på Aalborg Kasserne

Folketingsmedlem og medlem af Forsvarsudvalget Bjarne Laustsen (S) holdt i dag tale for de hjemvendte soldater på Aalborg Kaserne.

44
Foto: Arkiv.

Tale til soldaterne ved afslutningsparade den 28. februar 2020
Ved folketingsmedlem og medlem af Forsvarsudvalget Bjarne Laustsen (S)

Kære soldater.

Velkommen hjem. Jeg ved godt, at I lige nu allerhelst vil hjem til jeres familier og venner. Men derfor skal I alligevel have en tak med på vejen.

Jeg står her ikke bare på egne vegne. Jeg står her på hele folketingets vegne. Vi har nemlig besluttet, at vi sender en repræsentant fra Forsvarsudvalget, når vi udsender soldater og når I kommer hjem igen.

Det er os, der har truffet beslutningen om, at I skal sendes ud. Og derfor bør vi selvfølgelig også være til stede når I kommer hjem igen.

***

Til jer soldater der er kommet hjem. Tak. Tak for jeres store indsats for Danmark og for det internationale samfund. Jeres bidrag og indsats er umådelig stor og vigtig. Der bliver lagt mærke til jer ude i verden, som repræsentanter for Danmark og som repræsentanter fra det danske forsvar.

Jeres bidrag i Afghanistan har været med til at rykke landet i den rigtige retning. Med NATOs træningsmission i Afghanistan er vi med til styrke landets egne muligheder for tage vare på sig selv. Det gælder alt fra at hjælpe med at uddanne soldater og politifolk, til at skabe gode og stærke institutioner. Det har I bidraget til. Det gør mig stolt, det gør folketinget stolt og til jer pårørende; I kan også godt være stolte.

***

Jeg må jo nok indrømme, at vi politikere i mange år har været lidt for gode til at sende jer soldater ud i verden, uden at tænke på at få jer trygt hjem igen. Vi har manglet at tage hånd om jer, når I kom hjem fra udsendelse og sikret at I kunne komme godt tilbage i samfundet og finde trygheden i familien igen. Når man bliver udsendt som soldat, bliver ens familie og pårørende også påvirket. Det kan være svært at få det til at hænge sammen der hjemme og det kan være svært at finde rytmen, når man kommer hjem igen.

Det vil denne regering gerne lave om på. Derfor har forsvarsministeren også lanceret en lang række initiativer, der skal styrke veteranindsatsen. Der er lanceret en ny familieenhed, der skal hjælpe og styrke familier til soldater før, under og efter udsendelse. Til sommer afholdes der sommerlejre for veteraner og deres familier her i Nordjylland og i resten af landet. Og med flagdagen i september, er vi med til at fejre jeres indsats landet over. Ja, i det hele taget skal vi styrke veteranindsatsen. Det har I fortjent. Det skylder vi jer.

9 ud af 10 soldater kommer styrket hjem efter en udsendelse. I kommer hjem med unikke erfaringer og egenskaber, som I kan bruge ude i samfundet. Derfor er det også vigtigt, at vi styrker beskæftigelsesindsatsen for veteraner. Forsvaret er en unik institution der skaber hele og dygtige mennesker. Det skal vi udnytte og det skal I bruge til at komme godt videre, når I forlader forsvaret.

***

Det kræver mod og ydmyghed, at rejse ud i verden for at bidrage til en bedre verden. I har været ude, vel vidende om, at jeres familier, venner og børn har ventet her hjemme. I har vist, at der en gang imellem er noget, der er større end vores egen lille andedam, at verden har brug for, at vi bidrager og hjælper der, hvor vi kan.

Indsatsen i Afghanistan, handler ikke kun om at bidrage til en bedre verden. Det handler også om, at sikre den verden og de værdier vi selv står for. At vi i Danmark kan tale og begå os frit, at vores børn kan lege alene på vejen og at vi kan kritisere magthaverne er ikke alle for ondt. Det ved I soldater. Og det ved vi i folketinget.

Derfor er indsatsen i Afghanistan vigtig. Det er ikke kun med til at sikre afghanerne en fremtid, den er også med til at bekæmpe de ideologier og ekstremister der vil os det ondt i Danmark.

***

Mange håbede – mig selv inklusive – at vi med murens fald gik fredeligere tider i møde. At vi så at sige kunne høste fredsdividenden. På mange måder har vi også kunne det i Europa. Heldigvis. Men nye trusler er kommet i stedet: Regionale konflikter, undertrykkende regimer og terrorangreb.

Samtidig har vi oplevet en globalisering, som betyder, at mange ting bliver lettere og kommer tættere på. Det gælder desværre også nogle af de trusler og regionale konflikter, vi ser ude i verden.

***

Verden befinder sig desværre i en ustabil situation i dag. Det kan være svært at forstå, når vi lever et trygt og sikkert liv her hjemme i Danmark. Men den tryghed og sikkerhed skal vi ikke tage for givet, den har vi kæmpet for. Den har I kæmpet for. Jeres indsats ude i verden er med til at sikre os andre her hjemme i Danmark. Det er vel nok, noget af det fineste man kan bruge sit liv på. At sætte andre før sig selv. Det gør I.

Og til de af jer, der har været udsendt flere gange. I viser vejen. I viser jeres kammerater og kollegaer, vejen og giver dem tryghed. Forsvaret har brug for soldater som jer. Soldater der har opbygget stor erfaring med udsendelser og som kan bidrage til, at nye soldater føler sig trygge og velkomne. Tak fordi I stiller op gang på gang.

***

Netop fordi verden er i forandring er afgørende og vigtigt, at Danmark har et stærkt og stolt forsvar, der kan tage den opgaven på sig. At der er borgere som jer, der tager kampen op og stiller jer klar. Sammen bekæmper I mørkemænd, støtter i genopbygningen af Afghanistan og sikrer Danmarks interesser. Tak for jeres indsats. Tak fordi I stiller op, gang på gang, til missioner langt væk fra hverdagen og familien. Det kræver mod og det har I vist!

Nu håber jeg, at I vil bruge den næste tid til at slappe af og nyde tiden med jeres familier, børn og venner. Det har I fortjent.


Link til tidligere artikel

Bjarne Laustsen (S) holdt talen ved dagens udsendelsesparade på Aaborg Kaserne

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments