Da Dorthe Schaltz sidste år placerede sig for bordenden i en næsten helt ny bestyrelse satte hun og de seks andre sig tre klare succeskriterier, som var en ny kontingentstruktur, flere events og synliggørelse af Hirtshals Handel & Erhverv.
– At vi nu har fundet en struktur, betyder ikke, at der ikke vil ske ændringer undervejs eller at vi er færdige, men det betyder, at vi er i gang og det ser ud til, at budgettet også holder. Det er dog vigtigt, at ALLE spæder til fællesskabet – store som små, de handelsdrivende, men også erhvervet, fastslog Dorthe Schaltz.
– For at skabe fokus på Hirtshals og for, at vi har noget at tilbyde turister og borgere, er det nødvendigt med markedsføring og events. Hvis det kun er de handelsdrivende i midtbyen, der skal betale kontingent rækker det ikke til events og markedsføring. For at Hirtshals forsat skal kunne udvikle sig, er det vigtigt, at vi løfter i samlet flok, og vi er derfor taknemlig for alle dem, der støtter op, uddybede formanden for HHE.
– I samarbejde med i særdeleshed Hjørring Kommune, men også Turistforeningen, Byforum, havnen og private ildsjæle bød 2019 på mange spændende events og tiltag. Foruden de gamle, solide som Naturmødet, Musik Under Trappen og Fiskefestival blev Hirtshals også beriget med genoplivning af isskulpturfestival, Coast2Coast, Folkefesten, hvor Trappen blev indviet og Nordsøgarden gav os et trip down Memory Lane, desværre blot for denne ene dag er jeg bange for, indvielse af Sømandskirkens have, Aktivitetsbåndet, 100 års festen i hallen og meget andet, lød det opremsende fra Dorthe Schaltz.
– Turistforeningen, Byforum og HHE arbejder sammen om byens interesser, forskønnelse og events. Sammen med Hirtshals Skole kan vi bryste os af flotte dekorerede juletræer i december og fornyelig har samarbejdet drejet sig om De 17 verdensmål. Vi håber, på sigt, at børn og unge vil føle ejerskab, engagement og stolthed over at komme fra Hirtshals, og måske endda huske at komme tilbage, når de er færdige med deres uddannelser, lød det videre fra formanden.
Det er desuden ingen hemmelighed, at Hirtshals Handel & Erhverv står overfor udfordringer med hensyn til Doggerbanke og Stoltzes Plads. Der er uenighed mellem byrådet og en stor del af de handelsdrivende om, hvorvidt det vil være til gavn for Hirtshals med endnu en dagligvarebutik, samt ikke mindst om dennes placering udenfor midtbyen vil resultere i butiksdød i centrum af Hirtshals. HHE har i den anledning haft besøg af detailhandelseksperten Bruno Christensen, som har skrevet en vurdering, som vi senere vil delagtiggøre læserne i her på Flaskeposten.
– Det ville være ærgerligt, hvis butikkerne må dreje nøglen, nu hvor vi har godt gang i modige iværksættere. Nogle butikker lukker desværre eller flytter, men heldigvis er der plads til andre, som ønsker at være en del af vores by og vores fællesskab, tilføjede Dorthe Schaltz.
Endelig takkede hun handelschef Per Martensen, som ifølge formanden utrætteligt arbejder med at skabe balance i økonomien, godt hjulpet af hustruen Jonna Martensen.
Bestyrelsen efter generalforsamlingen den 26. februar 2020: Formand Dorthe Schaltz, B&B by the Sea |
Foto: Jens Kranen Photography.