Hvad er din familiære baggrund i Hirtshals?
– Jeg er opvokset i den gamle Hirtshals Kommune, nærmere bestemt Åbyen, hvor vi boede, indtil 2004, hvor mine forældre blev skilt. Min mor og jeg flyttede dengang til Hirtshals, hvor vi boede i Emmersbæk, og jeg startede på Ulvkærskolen.
Din far var fotograf. Hvad har det betydet for din egen interesse for faget?
– Min far har været fotograf siden 1989, hvor han selv startede sit eget firma, Nygaard Pressefoto. Det har gjort, at jeg bogstavlig talt er opvokset med kamera og diverse udstyr i hænderne. Min far var altid en travl mand, så godt som jeg nu husker, men når han var der, hyggede vi os altid.
Har du taget en uddannelse som professionel fotograf?
– Jeg har ikke taget nogen uddannelse indenfor fotografering, da jeg er overbevist om, at hvis man selv giver sig tid til at lære de elementære tricks indenfor faget, kan man nå langt uden. Vil dog sige, min far har været en stor del af det, da han har lært mig en masse, som jeg så benytter mig af.
Hvordan fik du ligefrem også mod på at starte dit eget firma?
– Det hele startede med, jeg åbnede min computer og kiggede på de forskellige fotografer, som Nordjylland har at tilbyde, hvorefter jeg skrev alle de ting ned, som jeg var sikker på, at jeg kunne gøre bedre. Så tænkte jeg på, hvad mit firma skulle hedde, og efter en times tid registrerede jeg så enkeltmandsvirksomheden Nygaard Photography.
Hvilke slags opgaver får du som fotograf?
– Jeg får opgaver lige fra bryllupper til konfirmationer samt private fester, hvilket er et hit.
Hvem har du indtil nu lavet opgaver for?
– Jeg har ikke lavet nogle opgaver for nogle kendte personer, men i sommerferien 2014 var jeg i København, hvor jeg selvfølgelig havde mit kamera med. Der var jeg var ude at tage en masse billeder. Jeg fik taget et billede af Aller A/S, hvor de forskellige magasiner har hovedkvarter, som jeg rent faktisk fik solgt til dem. Det var nok den fedeste oplevelse, jeg indtil videre har haft som fotograf.
Hvor ligger din primære interesse i faget?
– Min primære interesse er naturbilleder. Jeg bruger meget tid sammen med min far ude i skoven. Vi får gået nogle lange og gode ture med vores kameraer, hvor vi tager nogle rigtig gode billeder af naturen, dyre og fugle.
Hvad er dine dømme og dit mål for firmaet?
– Min drøm med mit firma er at ændre synet på fotografer. Fotografer skal ikke bare være ham, der står i baggrunden med joggingbukser på og tager billeder. I mit firma er joggingbukser bandlyst, da jeg synes, det vigtigt som fotograf, at man er velklædt og ser anstændig ud.
Link til firmaet flotte hjemmeside: Nygaard Photography