Folketingskandidat Martin Mølbak Jensen har meddelt sin socialdemokratiske valgkreds, at han med virkning fra den 19. februar 2015 forlader posten som lokal kandidat til Foketinget.
– Jeg er og bliver inkarneret socialdemokratisk partisoldat, og alle ved, at jeg har knoklet hårdt for at skabe et godt afsæt for at blive valgt som partiets kandidat ved det kommende valg. Jeg er også utrolig glad for den massive opbakning jeg har til mit kandidatur fra alle sider, men virkeligheden er, at jeg igennem det sidste års tid har haft dårlig samvittighed over, at tiden simpelthen ikke har rakt til det hele. Mit civile arbejde, familien, min samlever og vore to børn på henholdsvis 2 og 5 år, det faglige engagement og det politiske arbejde, som sjældente er under 30 timer ekstra om ugen, er simpelthen kollideret ved flere lejligheder, fortæller Martin.
– Jeg er skruet sådan sammen, at jeg vil gøre mit ypperste. Hvis jeg ikke føler, at det er muligt, vil jeg hellere overlade en given opgave til andre. Det er mest ansvarligt og det skylder jeg både parti og partifæller af melde åbent ud. Med den beslutning jeg nu har truffet, ved jeg godt, at mine partifæller i den organisatoriske ledelse for partiet heroppe kommer på overarbejde, men hellere finde min afløser nu, end midt under den kommende valgkamp i foråret eller efter børnenes sommerferie. Jeg glæder mig til, at give min afløser al den hjælp – råd og dåd – jeg overhovedet kan, og vil gøre mit bedste for, at han eller hun bliver valgt til Folketinget som vores lokale repræsentant. Det håber jeg kan lykkes, uddyber socialdemokraten.
– Nu vil jeg først samle op på de ting, jeg synes, at jeg har forsømt – ikke mindst på hjemmefronten, især mine to børn, mit tillidshverv som arbejdsmiljørepræsentant for 1500 medarbejdere i Post Danmark, og i forhold til mit faglige arbejde i 3F, men når der igen er kommet lidt mere ro på, glæder jeg mig til, forsat at være en del af den socialdemokratiske bevægelse, og udføre et solidt stykke politisk arbejde sammen med gode partifæller, fortsætter Martin.
– Jeg er ikke færdig med socialdemokratiet, jeg er ikke færdig med politik og jeg vender tilbage til det partipolitiske arbejde. Lysten har jeg bestemt, men det skal hænge sammen med det tidsmæssige aspekt og det arbejdspres der følger med, afslutter Martin Mølbak Jensen.