Naturmødet i Hirtshals har i løbet af få år vokset sig til en event med 30.000 deltagere fordelt over 3 dage med et hav af debatter, fede koncerter og sjove aktiviteter.
Derfor har arrangørerne brug for frivillige hænder, som kan hjælpe dem med at løfte de mange forskellige opgaver op til og under årets Naturmøde 14. til 16. maj.
Alt efter dine unikke evner og interesser kan du for eksempel få vagter som sceneansvarlig, runner, fotograf, parkeringsvært, bæredygtighedsboss eller afspærringsansvarlig.
Du kan også udnytte dine kreative evner ved at være med til at opbygge scenografien, infrastrukturen og de mange udendørs aktiviteter, der foregår rundt omkring. Om du deltager alle 3 dage eller bare en enkelt, er helt op til dig.
Uanset, hvilken opgave du løser, vil du aldrig være alene og du vil altid have mindst én medfrivillig at støtte dig til. Du får fuld forplejning i løbet af dine vagter, og så sluttes der selvfølgelig af med fest og hyggeligt samvær, når de sidste gæster lørdag den 16. maj har forladt Naturmødet.
Hvis det lyder som noget for dig, eller du bare er nysgerrig, så kom til infomøde torsdag den 6. februar kl. 16.30 til 17.30 på Hotel Hirtshals.