Status fra Søren Smalbro (V)

Venstres Søren Smalbro leverer her i sin egenskab af formand for Teknik- og Miljøudvalget en status på området i Hjørring Kommune.

797

Af Søren Smalbro (V)
Fmd. Teknik- og Miljøudvalget

Så er jule – og nytårsstilheden på den lokalpolitiske front allerede langt væk og udvalgsarbejdet i Teknik – og Miljøudvalget i fuld gang.

En stor glæde er det at kunne registrere en øget lyst til at investere, udvikle, bygge m.m. rigtig mange steder rundt omkring i vores kommune.

Selvfølgelig er der sammenhæng til de lave renter, men der spores helt tydeligt en øget risikovillighed hos såvel private som hos erhvervslivet. I både Hjørring og rundt omkring i hele kommunen bygges der nu flere boliger end længe og håbet er selvfølgelig at dette over tid vil udmønte sig i nogle flere borgere i vores kommune.

Et andet område med meget stor aktivitet er investeringer i den grønne omstilling. Hen over efteråret er der i udvalget blevet arbejdet intenst med udvidelsesønsker til flere af kommunens biogasvirksomheder. Vi er i Hjørring Kommune meget store på biogasområdet og med de tilladelser der senest er givet udgør produktionen af biogas i Hjørring Kommune 12-14 pct. af den danske biogasproduktion. I arbejdet med reducering af co2-udledningen er biogasproduktion en meget vigtig del.

Også på vindmølleområdet er der meget stor aktivitet. Vi har i Hjørring Kommune ca. 230 vindmøller, store som små. Over tid skal dette antal gerne reduceres væsentligt, så vi ender ud med langt færre møller, men med en væsentlig større produktion af el. Mange af de mindre møller er ved at være udtjente, så en del af udviklingen ”kommer af sig selv”. Vi oplever stor interesse for at få lov til at sætte nye møller op og vi skal naturligvis tænke os om. Givet er det dog at en større del af både transport og opvarmning fremadrettet vil være eldrevet og kan dette produceres med vores egen vestenvind begynder tingene jo at hænge sammen.

På affaldsområdet er det nu ved at være tid til at ordningen også skal udrulles til sommerhusområderne og inden længe også til industrien. Mange steder i sommerhusområderne, med f.eks. mindre veje, vil der blive etableret fællesløsninger og vores personale på området er flere steder allerede i dialog med beboere og grundejerforeninger. Udrulningen af affaldssorteringen er indtil videre forløbet meget tilfredsstillende, rent faktisk er ”sorteringsprocenten” på vores affald højere end det var forventet på nuværende tidspunkt – tillykke til os alle sammen.

Naturmødet 2020 er i fuld gang med at blive planlagt. Der er blevet søgt om næsten tre gange så mange debatter og events som der er plads til og det er selvfølgelig glædeligt med så overvældende interesse for at deltage. Selv om nogle påstår det modsatte er ingen naturligvis blevet fravalgt på baggrund af politiske agendaer, tværtimod. At der på Naturmødet er forskellige synspunkter, ja det er jo bl.a. en forudsætning for at det giver mening at mødes med hinanden, ellers dør det jo ud. Naturmødet er i år 14.-16. maj.

Slutteligt er det vel næsten unødvendigt at minde om, at flytningen af Rubjerg Knude Fyr gik helt perfekt. En fantastisk event, der nåede det meste af verden rundt. Reklameværdien for vores landsdel siges at være uvurderlig, det er uden tvivl rigtigt. Og nu,- ja fyret står der som om det aldrig har stået andre steder og som altid, et besøg værd.

 

 

3 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
John Pedersen
4 år siden

Hej Søren.
En fin status for teknik & miljø.
Men hvordan går det med at beskytte vores kyster? Det glemtet du vist lige ☺
Nu er den også gal ved Tversted!!!
John P.

Hans Jørn Kristiansen
4 år siden

Det vil være dejligt, om Hjørring Kommune vil melde sig ind i diskussionerne om den manglende strand i Tversted
Nogen har jo godkendt udvidelsen og de dermed forventede konsekvenser heraf
Hans Jørn Kristiansen

Poul Nimand
4 år siden

Nu er det jo sådan, at der ikke siden 1956 er forsvundet noget fra Tversted. Jo ikke så meget strand, men meget mere klit. Så hvad er problemet ?