At være langdistance issvømmer er bestemt ikke for alle, forlyder det fra Dorte Lyager.
– Som man kan se på os deltagere, er det en fordel med lidt ekstra biopren på kroppen. Og ingen tvivl om, at det også kræver en helt speciel mental styrke at give sig i kast med at svømme 1000 meter i almindeligt badetøj, badehætte og svømmebriller, når vandet er omkring de 5 grader, fastslår nemlig Dorte Lyager.
Man skal imidlertid ikke bare tro, det er Mind over Matter. Det kræver træning over flere sæsoner at komme op på de lange distancer, hvis man skal nogenlunde helskindet igennem. Dorte Lyager har således brugt de sidste 3 vintersæsoner på at nå målet. Fysiologisk reagerer hendes krop allerede inden den er i vandet.
– Min kropstemperatur stiger til ca 38 grader, mens jeg går og gør mig klar til at hoppe i. Mit blodtryk stiger, for de små blodkar i arme og ben begynder at klappe sammen. Det kan sommetider give lidt bøvl ved lægetjekket, men en erfaren issvømmerlæge ved, at det er en helt naturlig reaktion, forklarer Dorte Lyager, hvis blodtryk også lå ca. 30 mmHg over hendes normal ved gårsdagens lægetjek 10 min inden starten på 1000 meteren gik.
– Lægen fortalte bagefter, at vi alle under normale omstændigheder ville være blevet sat i behandling med blodfortyndende, griner Dorte Lyager, hvis blodtryk igen er nede på 120/75.
Henry Stokholm vandt samlet set i tiden 15.56 minutter, mens Dorte Lyager vandt guld og blev Dansk mester i sin aldersgruppe (40-49 år) i tiden 23.14.
Vandtemperaturen var 5,1 grader og distancerne tilbagelægges i helt almindeligt svømmetøj, badehætte og svømmebriller.
Er du interesseret i at høre mere om issvømning eller måske selv afprøve vinterbadningens ekstremsport, så kontakt Dorte Lyager på Facebook eller Instagram (@theicydicey).