Rasmus Prehn (S): Nødvendigt med skarpt fokus på udsatte børn og unge

Det område har været underprioriteret i alt for mange år, konkluderer i dette debatindlæg udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

134
Socialdemokraten Rasmus Prehn. Foto: Arkiv.

Af Rasmus Prehn
Udviklingsminister
Medlem af Folketinget
Socialdemokratiet
Opstillet i Hjørring Kredsen

Hver eneste gang et barn eller en ung vokser op i utryghed, bliver udsat for omsorgssvigt, vold eller misbrug er det uacceptabelt.

At børn og unge vokser op uden den nødvendige støtte og omsorg, der skal sikre dem en sund og fornuftig opvækst, dannelse og uddannelse, er heller ikke rimeligt. Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen med børnenes statsminister, Mette Frederiksen, i spidsen, har sat et dedikeret fokus på udsatte børn og unge. Alt for længe har kommunernes pressede økonomi, svigt i administrationen, i tilsynet eller i plejen betydet, at udsatte børn og unge er blevet svigtet, nedprioriteret og forbigået. Det duer ikke. Det skal gøres langt bedre!

I et velfærdssamfund, som Danmark, skal fællesskabet selvfølgelig træde til, når forældre ikke formår at leve op til forældreopgaven. Langt de fleste, der vælger at sætte børn i verden, ønsker at gøre deres absolut bedste for at sikre deres børns trygge og gode opvækstbetingelser. Og langt de fleste lykkes heldigvis også med det, selvom vi vist alle har begået vores fejl.

Desværre oplever vi også, at visse forældre på grund af fx psykiske lidelser, misbrug eller andet, slet ikke formår at løfte opgaven. De ender med at svigte deres egne børn. I mange tilfælde, kan vi som samfund og fælleskab sikre hjælp og støtte, så disse familier kan holde sammen og alligevel lykkes med opgaven. Men i de allerværste tilfælde kan det blive nødvendigt med anbringelse uden for hjemmet – i en plejefamilie, som bortadoption eller en helt anden løsning. Fremadrettet kan og skal vi gøre det langt bedre end i dag. De skylder vi de udsatte børn og unge. Det skylder vi os selv og hele samfundet.

Derfor er jeg glad for, som socialdemokratisk minister og folketingsmedlem at være med i en regering, der viser vejen på dette vigtige område. Vi må sikre kommunerne bedre rammebetingelser og økonomi til at løfte opgaven. Her kan den kommende udligningsreform forhåbenligt hjælpe. Vi ser jo, at de kommuner, der har de største problemer og udfordringer – også typisk er de fattigste kommuner. Det kan og skal gøres mere retfærdigt. Vi kan helt givet også foretage administrative og lovgivningsmæssige forbedringer af området. Og så skal vi i en tæt dialog med eksperter, pårørende og medarbejdere, der kender området fra hverdagen samt ikke mindst børnene selv. Jeg er stærkt optaget af at forbedre dette område.

Lad os nu komme i gang. Det er ganske enkelt nødvendigt med et langt stærkere fokus på udsatte børn og unge!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments