Knud Christensen om modstandskampen under Anden Verdenskrig

Knud Christensen fra Hirtshals fortæller på Lokal TV om modstandskampen under Anden Verdenskrig.

840
Den lokale frihedskæmper Knud Christensen.

I år kan Danmark markere både 80 året for besættelsen og 75 året for befrielsen i forbindelse med 2. Verdenskrig.

I denne forbindelse er der lavet en film med den lokale modstandsmand Knud Christensen, Hirtshals. Filmen er optaget den 21. maj 2019 i hjemmet på Fyrbakken i Hirtshals, hvor Knud Christensen sidder og fortæller i mere end 3½ time om sin deltagelse i modstandskampen i årene 1942-1945 til sin genbo Johan Haugaard.

Og det er en barsk fortælling. Selv om Knud Christensen i dag er 94 år, og hændelser og oplevelser er sket for mere end 75 år siden, fortæller Knud Christensen levende, detaljeret og fængslende, som er det noget, han har oplevet for ganske nylig.

Der er tale om meget alvorlige og barske fortællinger fra modstandsarbejdet. Det drejer sig i sidste ende om liv og død. Mange af de unge mænd, som Knud Christensen var i kontakt med, betalte jo med deres eget liv.

Knud Christensens fortælling begynder i august 1942, hvor han starter på Handelsgymnasiet i Aalborg, og slutter med befrielsen den 5. maj 1945 og dagene lige derefter.

Filmen er opdelt i 4 afsnit på hver ca. 1 time og udsendes på Hjørring Antenne Selskab (HAS) Lokal TV kanal hver søndag kl. 19.00 og med genudsendelse den følgende tirsdag kl. 19.00. Første udsendelse ruller over skærmen søndag den 12. januar kl. 19.00.

Forside af DVD-omslag.
Bagside af DVD-omslag.

Hver søndag aften vil det udsendte afsnit være tilgængeligt på you tube under Hirtshals byjubilæum- TV kanal.

Der er den lokale fotograf Per Gunnar Christensen, der har planlagt, tilrettelagt, filmet og redigeret den spændende film.


Per Gunnar Christensens introduktion til Knud Christensen og udsendelse nr. 1:

Velkommen til Hirtshals Lokal TV.

Her på Hjørring Antenneselskabs info-kanal markerede vi i hele 2019 Hirtshals 100 års byjubilæum, ved hver uge at sende gamle og nyere lokalhistoriske Hirtshals-film.

Officielt har vi for nylig afsluttet byjubilæet, men vi er endnu ikke stoppet helt med at sende film.

Her i 2020 har vi tænkt os at komme med et bidrag, i forbindelse med markeringen af 80 året for Danmarks besættelse og 75-året for Danmarks befrielse.

Det er jo 2 begivenheder, der i årets løb vil blive markeret over hele landet.

Vi vil denne søndag, og de næste 3 søndage, vise en helt ny film, som vi har glædet os rigtig meget til at vise for seerne. Alle udsendelser vil blive genudsendt den følgende tirsdag, også kl. 19.00.

Det drejer sig om en meget spændende optagelse fra maj måned 2019, hvor modstandsmanden Knud Christensen fra Hirtshals fortæller egne erindringer fra besættelsesårene  1942-45.

Jeg har i flere år haft lidt af en drøm om at få lov til at lave en film med Knud Christensen.

Jeg har personligt ikke kendt Knud Christensen, men jeg har gennem årene fra mange sider hørt, at han er en meget dygtig, inspirerende, levende og utrolig vidende fortæller.

Derfor er jeg meget taknemlig for, at Knud Christensen sidste år sagde ja, da jeg foreslog ham, at vi skulle lave en film om hans tid i modstands-bevægelsen.

Filmen er optaget i hjemmet på Fyrbakken i Hirtshals, hvor Knud Christensen sidder og fortæller til genboen Johan Haugaard.

Knud Christensen var kun 15 år gammel, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940.

Knud Christensens fortælling begynder i august 1942, hvor han startede på handelsgymnasiet i Aalborg, og slutter med befrielsen den 5. maj 1945, og dagene lige derefter.

Knud Christensen fortæller i godt 3 ½ time, og jeg har derfor delt filmen op i 4 udsendelser, der hver varer knapt en time.

Hele udsendelsen blev filmet på en eftermiddag.

Selv om der er tale om hændelser og oplevelser, der er sket for over 75 år siden, så fortæller Knud Christensen så levende, detaljeret og fængslende, som var det noget, han havde oplevet for ganske nylig.

Man kan slet ikke undgå at leve sig ind i det, han fortæller om.

Der er tale om meget alvorlige og barske fortællinger fra modstandsarbejdet.

Der drejer sig jo i sidste ende om liv og død.

Mange af de unge mænd, som Knud Christensen var i kontakt med, og fortæller om, betalte jo med deres eget liv.

I forbindelse med, at jeg har lavet filmen sm DVD, har jeg fået forfatteren Pernille Pedersen til at skrive en lille fin præsentation til filmen.

Det er Pernille Pedersen, der for godt 2 år side udgav den 700 side store bog ”Vendsyssel under besættelsen”, som Knud Christensen i øvrigt har leveret en del stof til.

Pernille Pedersen skriver følgende om min film:

”Aldrig før har jeg set og hørt så velfortalte, dokumentariske og levende fortællinger fra besættelsestiden, som dem modstandsmanden Knud Christensen her deler med os.

Hans vidnesbyrd står stærkt som et fyrtårn med hans første sabotage, ved den 9. april 1940 at vise tyskerne den forkerte vej, og til han atter vender hjem til Nordjylland, efter at have modstået en menneskelig nedbrydning i Hitler-Tysklands Kz-lejre.

Filmens mange, små sekvenser er, både lokalt og på landsplan, som èt samlet, informationsmættet overflødighedshorn til folk med interesse for besættelsestiden”.    

Sådan skriver Pernille Pedersen.

Dagens film varer ca. 50 minutter.

Det er første afsnit, hvor Knud Christensen bl.a. fortæller om den illegale presse, de flotte tyske propagandafilm, dannelsen af militærgrupper og nedkastningsgrupper, drabet på Niels Erik Vangsted, jernbanesabotager, de store optøjer og demonstrationer i hele Ålborg den dag, da Niels Erik Vangsted blev begravet, og om,   hvorfor den 29. august 1943 blev en af de vigtigste dage i besættelsestidens historie.

Det lille musikstykke, som jeg har sat ind som indledning i alle udsendelserne, er Kaj Munks ”Den blå anemone”, der bliver spillet af nu afdøde Birgitte Zielke, der i en del år var organist i Hirtshals Kirke.

For mig personligt har det været en meget stor, og meget stærk oplevelse at få lov til at lave den her film.

Derfor vil jeg her benytte lejligheden til at rette en STOR TAK  til Karen og Knud Christensen, fordi  jeg sammen med Johan Haugaard blev budt inden for i jeres hjem.

Og til seerne vil jeg blot sige: Nyd Knud Christensens fortællinger.

Rigtig god fornøjelse!

4 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Tove Marquardsen
4 år siden

Hvor kan man købe DVDen, er meget interesseret i at få den til vores arkiv i Lønstrup, hvor Knud tidligere har været og fortælle ??

Leif Arildsen
4 år siden

Er der noget sted,. i der har været så letsindige at bosætte os lidt vest-vesg-vest-vest- sydvest for Hjørring kan følge med?
Jeg bor og vil formentlig dø i Californien.

Paw Rytter
4 år siden
Reply to  Leif Arildsen

Hej Leif tjek Hirtshals byjubilæum – tv-kanal på youtube. De fire afsnit kan ses 12/1, 19/1, 26/1 og 2/2 https://www.youtube.com/channel/UCn7KzmuOmBjeMgYn5Yme2Mg/videos

4 år siden
Reply to  Leif Arildsen

Følg du kun trygt med her på http://www.arkiv.flaskeposten.nu, Leif.