Ikke mindre end 405.000 kroner. Så mange penge kunne eleverne på Horne Efterskole fredag overrække til Foreningen Hus Forbi i forbindelse med skolens juleafslutning.
De mange penge er resultatet af projektet HorneHjælp, som den nordjyske efterskole i år har afholdt for femte år i træk. Hele efteråret har skolens elever arbejdet for at stable alt lige fra loppemarked og fiskeauktion til musical og standupshow på benene. Fredag kunne de mange penge så endelig blive overrakt.
– Det har været en fed oplevelse, fordi man har fået så mange indtryk af måder, man kan samle penge ind på, som man måske ikke kendte til før. Det er en dejlig følelse endelig at nå frem til at kunne overrække pengene til Hus Forbi, fortæller India Celeste Wejlgaard Sørensen, som går i 9. klasse på Horne Efterskole.
Et indblik i en anden verden
Projektet HorneHjælp har været et fast element i elevernes år på Horne Efterskole de sidste fem år.
– Vi havde lyst til at gøre noget for nogle mennesker, der havde nogle udfordringer. Og når man så samtidig kan gøre noget for de elever, som går her, og give dem en stor oplevelse, så synes vi jo, at det går op i en højere enhed, fortæller køkkenchef Uffe Truelsen, som sammen med skolens forstander har været frontløber på projektet siden begyndelsen.
Ifølge ham giver forløbet eleverne et indblik i en verden, de færreste af dem kender til.
– Unge mennesker generelt i dag kunne godt trænge til at se lidt mere af det, som de ikke møder i deres hverdag. Der er mange af dem der er curlingbørn. Det er lidt et grimt udtryk, men det der med at opleve ting, der er rigtig svære i deres hverdag, det gør de faktisk ikke, lyder det.
Derfor har eleverne også som en del af forløbet brugt en dag på gaden i København med en gruppe hjemløse. Og for India Celeste Wejlgaard Sørensen har det betydet, at hun har fået et helt nyt syn på hjemløse.
Før ville jeg have nemt ved at dømme folk. Hvis de så hjemløse ud, ville jeg måske ikke købe en avis, men nu har jeg fået meget mere respekt for dem. For det kunne ligeså godt være mig selv, der sad der. Det kan ske for hvem som helst, fortæller hun.
Penge går til nyt projekt
De 405.000 kroner, der i dag blev overrakt til Foreningen Hus Forbi, er mere end dobbelt så meget, som skolen kunne overrække sidste år. Og pengene er allerede øremærkede, fortæller sekretariatslederen i foreningen, som i dag modtog pengene.
– De skal gå til et nyt projekt, der hedder Pant for Pant, som samler pant ind for virksomheder, og bruger panten til at betale løn til at vi kan ansætte socialt udsatte i det her projekt, fortæller Rasmus Wexøe Kristensen.
Målet er, at der i løbet af det første år skal ansættes seks socialt udsatte borgere i Københavnsområdet, og med tiden håber foreningen på at kunne brede ordningen ud til hele landet.
Så flot, godt gået.