Frem mod 2022 skal fiskekuttere i Kattegat have monteret videoovervågning, så myndighederne bedre kan kontrollere arbejdet ombord og fangsten. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. Med aftalen bliver Kattegat-fiskerne de første i Europa til at sejle med videoovervågning.
– Vi har indgået aftalen, fordi torskebestanden i Kattegat er presset. Med videoovervågning får vi en bedre og mere effektiv kontrol af fangsten, og samtidig kan vi samle mere præcise oplysninger ind, som biologerne kan bruge, når de ser på, hvordan det går fiskebestandene, siger fiskeriminister Mogens Jensen (S).
Men det argument preller af på fiskernes formand i Strandby Havn i dag. Han kritiserer den nye aftale både for overvågningen og for dårlige kvoter.
– Det er en lorteaftale, hvis jeg skal sige det på godt nordjysk. Kvoterne i Nordsøen er beskåret kraftigt, og her i Kattegat skal vi nu installere overvågning ombord. Det er fuldstændig unødvendigt, fordi vi i forvejen har masser af kontrol. Det gør kun, at vi føler os mistænkeliggjort, siger Claus Hjørne Pedersen, som er formand for Strandby Fiskeriforening.
Fiskeriminister Mogens Jensen kalder aftalen for en win win-aftale. Aftalen sikrer både kvoter og en bedre fremtid for fiskeriet.
– Vi har fået nogle kvoter, som vi ikke ville have fået, hvis vi ikke også lavede aftalen om overvågning af fangsten i Kattegat. Jeg synes, at fiskerne skal glæde sig over, at vi både har fået kvoter og samtidig passer på fiskebestandene, så der også kan fiskes i fremtiden, siger Mogens Jensen.
På Strandby Havn vil den nye aftale ifølge fiskeriformanden få vidtrækkende konsekvenser, når fiskerne bliver tvunget til at installere videoovervågning på kutterne.
– Der er flere af de lidt ældre fiskere på havnen, som snakker om helt at stoppe med at fiske. De yngre siger, at de ser sig om efter en anden havn at fiske fra. Det her kommer i høj grad til at gå ud over de mindre havne ud til Kattegat, siger Claus Hjørne Pedersen.
Kilde: TV2 Nord.