FlaskePosten har efterhånden i en håndfuld artikler skrevet om de mange forskellige aktiviteter hos Frøspejderne.
Det frivillige arbejde med den lille gruppe grønne spejdere kommer nemlig en flok børn med særlige behov til gavn, hvilket vi finder utrolig prisværdigt.
Lørdag formiddag var vi da også så heldige igen at være blevet inviteret med til et arrangement, som selvfølgelig denne lørdag var fastelavnsfest.
Før festivitasen kom dagens samling af den lille trop imidlertid fuglene til gavn, idet der sideløbende med bagning af fastelavnsboller også blev lavet mejseboller.
Derefter samledes flokken i Spejderhusets værksted, hvor Jakob Fage påtog sig den halvfarlige rolle med at holde styr på tønden, der i en halv times tid fik nogle alvorlige tæsk.
I første omgang deltog gruppens store drenge ikke, men da de mindre børn efter et stykke tid havde lavet det tunge forarbejde, kom førstnævnte alligevel på banen.
Da hang tønden allerede slemt strittende ud til alle sider, hvorefter den fik de endelige dødsstød af Mads og Rene. Derefter var der velfortjente fastelavnsboller til alle.
Blandt de voksne tovholdere i gruppen af Frøspejdere er ud over Jacob Fage blandt andre Jane Havmand, Anne Graverholt og Dennis Primdal.