Kasper Olsen ligger stik nord for Hirtshals omkring 4-5 mil ude og fisker efter torsk og rødspætter torsdag formiddag. Men det er ikke godt fiskeri – ja det har det faktisk ikke været i et stykke tid for skipper.
– Jeg fisker her inde tæt under land, men det har været et sløjt fiskeri de sidste måneder. Med mit fartøj, er jeg nødt til at ligge herinde og finde læ. Det har blæst meget på det seneste, siger Kasper Olsen og tilføjer, at det er ganske normalt for årstiden.
Her i vinterperioden når han ikke så mange træk om dagen, som han gør, når det er sommer.
– Jeg når to træk om dagen på denne årstid, hvor det bliver tidligt mørkt. Om sommeren bliver det til tre træk, og selv om jeg er alene om bord, og det kan være hårdt, så er vejret bedre om sommeren, så det føles ikke på samme måde, siger skipper.
Han er alene om bord, og det bliver der ikke ændret på foreløbig.
– Jeg købte mit nuværende fartøj for et års tid siden, efter jeg havde hyre på et større skib. Lige nu fisker jeg alene, og som tingene er nu, så bliver det ikke anderledes, siger skipper.
Manglende mængder er Kasper Olsen ikke den eneste, der har oplevet i år, og det har da også givet sig udslag i nogle fornuftige priser på auktionerne.
– Priserne er meget gode i år, så det hjælper lidt. Men det ændrer ikke på, at det har været nogle sløje måneder, siger skipper, som godt kan finde på at sejle andre steder hen for at se, om der skulle være bedre fiskeri.
– Jeg overvejer da at sejle længere sydpå – ned i Østersøen for jeg hører, at der skulle være et godt fiskeri efter rødspætter og torsk. Men det er jo en lang tur, når jeg er alene om bord, og så er der også lukkeperiode for torskefiskeriet fra februar måned, siger Kasper Olsen, som fisker på MAF-licens.
Kilde: FiskeriTidende.