Af Peder Hvelplund
Folketingsmedlem
Enhedslisten
Tagholmvej
Lønstrup
Vi har fået et akutløft på 600 mio. kr. årligt
Det er penge, vi skal bruge på forbedring af kapacitet, kvalitet og akutindsats. Penge, som skal udmøntes og ud at virke nu!
Det vil ikke løse alle de udfordringer, vi står overfor – langt fra – men det er et vigtigt og stort første skridt mod en værdig psykiatri for alle.
Enhedslisten var ikke komme igennem med kravet uden jeres utrættelige arbejde for at sætte psykiatrien på dagsorden. Det har virket, og er for mig et bevis på at sammen er vi stærke og kan i fællesskab løfte en dagsorden.
Vi har fået penge til flere forskellige områder, der tilsammen giver et akut løft.
510 mio. kr. er afsat til øget kapacitet og bedre kvalitet.
Vi har de seneste år set, hvordan der er blevet færre ressourcer per patient. Det har betydning for både behandlingskvalitet og arbejdsmiljø.
Derfor var det afgørende for os at få afsat midler til f.eks. mere tværfaglighed og efteruddannelse. Så vi kan sikre en bredere behandlingspalette, hvor der også bliver tid til bl.a. aktiviteter og relationel behandling.
Det har også været vigtigt for os, at forbedre forholdene for de ansatte. Der brug for en indsats for at fastholde det dedikerede personale, der alt for længe har haft alt for dårlige forhold, og tænke i at tiltrække nye kræfter. Også få nogle af dem, der har forladt området, tilbage.
Vi skal endvidere udnytte den eksisterende ledige kapacitet af pladser. Det kunne være ved en omkonvertering af de særlige pladser, men fastholde pladserne til den samme målgruppe.
Alt for mange har oplevet at blive afvist når de er allermest sårbare og har mest brug for hjælp. Derfor er der brug for en styrkelse af akutindsatsen, både ambulant og intensivsenge.
Vi har også arbejdet ihærdigt på, at sikre flere pladser på Sikringen. Ikke fordi det er dér, vi helst vil have flere pladser, men fordi der har været en underkapacitet, der har betydet, at svært syge borgere har ligget bæltefikseret i op til 13 mdr. Det er uanstændigt, og det kan vi ikke stiltiende acceptere.
Endvidere har vi fået afsat 90 mio. kr. til retspsykiatrien. Retspsykiatriske patienter fylder allerede nu på de almenpsykiatriske pladser, hvilket er en uholdbar situation. Derfor har det været nødvendigt med en udvidelse af kapaciteten.
Vi har stået med en brændende platform i psykiatrien. Akutløftet er første skridt mod en bedre, mere inddragende og sammenhængende indsats. Midlerne skal nu konkret udmøntes i samarbejde med Danske Regioner.
Nu er psykiatrien kommet på finansloven, og med en bevilling på 600 mio. kr. årligt står vi styrket i forhold til den væsentlige opgave med den 10-årige psykiatrihandlingsplan.
I den forbindelse vil der naturligvis blive behov for yderligere finansiering
For os er det helt afgørende, at 10-års handlingsplanen bliver lavet med inddragelse af jer – bruger-, pårørende-, og faglige organisationer. Så vi inddrager den viden og erfaring, I allerede har, om hvad der virker.
Psykiatrihandlingsplanen kommer til at have fokus på hele den forebyggende del, pårørendeinddragelse og samarbejde og koordination mellem almen praksis, den kommunale og regionale indsats.
Så vi kan få en værdig og sammenhængende psykiatri for alle.
600.000.000 gange tak for jeres ildhu og engagement, der har været drivende i at få vores krav om et akutløft til psykiatrien båret igennem.