Kjeld Vestergaard er opvokset i Hjørring og udlært som smed og maskinarbejder på Hjørring Privatbaner. Han flyttede til Hirtshals i 1965, hvor han blev gift med Jane. De har 2 børn og 5 børnebørn.
– I sommeren 1965 fik jeg arbejde hos Hans Svendsens Skibsbyggeri. Det var en stor virksomhed dengang, men smedjen var ikke så stor med kun 3 smede og 1 værkfører. I 1966 blev jeg værkfører for smedjen, og som 23 årig værkfører var der meget der skulle læres. Årene gik med mange interessante jobs og fiskeriet var i en rivende udvikling.
Efterhånden blev smedjen stor med mange ansatte, så det var nogle travle og spændende år. Hans Svendsen var en meget behagelig og flink arbejdsgiver – og vi havde mange gode år sammen, fortæller Kjeld Vestergaard.
– Efter 25 år ved Hans Svendsen Skibsbyggeri skiftede jeg arbejde til et nystartet firma: Vestkajens Maskinværksted på Vestkajen i Hirtshals. Der var jeg i et lignende job – og det blev til 18 år på denne arbejdsplads. I 2006 besluttede jeg at gå på efterløn. Jeg gik hjemme i halvandet år, så mødte jeg Anders – direktøren for Marine Shaft. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig, at blive ansat hos dem. Det blev vi herefter enige om – og her var jeg i 8 år. Jeg stoppede på Marine Shaft i 2016, men er stadig tilknyttet Marine Shafts museum ( Bindslev Mekaniske Værksted).
– Mine fritidsinteresser har været fodbold i Hirtshals Boldklub, Håndbold i HH80 i 33 år på det gamle hold. I dag er det golf det drejer sig om – og sommerhuset i Lønstrup.
Jeg har siddet i bestyrelsen i HH80 og Hirtshals Idrætscenter – og nu sidder jeg i bestyrelsen for Golf veteranklubben.
– Jeg har valgt at placere min sten ved Hans Svendsens kontorbygning, da jeg mener han har været en god mand for byen og især for Hirtshals Havn.