Alt for mange nordjyder dumper deres brugte hårde hvidevarer på genbrugspladsen. Men rent faktisk kan mange vaskemaskiner, opvaskemaskiner og køleskabe nemt repareres og dermed holde længere.
– Ofte kræver det egentligt ikke reparation. Så er det bare en BH-bøjle, der har sat sig fast i afløbet på vaskemaskinen, som gør, at den melder fejl, siger Dorte Nielsen, der er genbrugschef ved AVV i Hjørring.
Hos Affaldsselskabet Vendsyssel Vest er fem udsatte borgere ansat sammen med en reparatør. De sætter de brugte maskiner i stand og sælger dem i en genbrugsbutik. Genanvendelsen giver altså både penge i kassen og skaber samtidig jobs.
Det cirkulære og bæredygtige projekt skal være med til at sende Nordjylland i front, når det handler om at skabe et mere bæredygtigt samfund.
Mange gider ikke brugte hårde hvidevarer
I Hjørring Kommune bliver der hvert år indleveret hundredvis af hårde hvidevarer på genbrugspladserne.
Ifølge en undersøgelse, som Bolius har lavet i år, svarer mellem 42 og 46 procent andels- og boligejere, at de aldrig vil anskaffe sig vaskemaskine, opvaskemaskine og køleskab som genbrug. I Hjørring håber de, at folk vil ændre mindset.
– Vores vurdering er, at 25 procent ikke fejler noget – de kan sættes direkte ind i et badeværelse eller et køkken, siger Jørgen Bing, der er bestyrelsesformand for AVV.
Initiativet i Hjørring blev lørdag belønnet med 500.000 kroner af Spar Nord Fonden.
Foto: Mick Knive Andersson.
Foto: TV2 Nord.