Ved indvielsen af Naturpark Tolne den 12. oktober efterlyste Hjørring Kommune folk, der kunne være interesserede i at deltage i den videre udvikling af naturparken. Interessen har været stor, og der er allerede over 20 tilmeldte.
Derfor afholdes opstartsmøde onsdag den 4. december 2019 kl. 19.00 til 21.00 i Tolne Skovpavillon. På mødet vil vi afklare, hvilke arbejdsgrupper, der skal i gang med arbejdet nu, og hvilke, der eventuelt skal vente lidt. Samtidig vil vi gå nærmere ind i, hvad der skal arbejdes med i de enkelte grupper, og hvordan grupperne skal fungere.
Det er intentionen, at grupperne skal forankres lokalt, og at gruppernes arbejde tager afsæt i naturparkplanen, men samtidig afspejler lokale ønsker og idéer til udviklingen i området. Målet for aftenens møde er, at vi går hjem med en fælles forståelse af, hvem, der gør hvad hvornår, så vi i fællesskab kommer rigtig godt i gang med indsatsen i Naturpark Tolne.
Man er velkommen til at invitere andre interesserede med til mødet, hvis man kender nogen, der gerne vil være med. Tovholderne glæder sig til at byde alle interesserede velkommen og komme i gang med arbejdet.