Peter Pallesen har som allerede nævnt fået stafetten fra Poul Winther. Peter Pallesen har valgt at placere jubilæumsstenen ved OC’s Plads.
– Jeg startede i lære ved OC i 1981, og var der i 9 år. Der var vi omkring 80 smede og skibsmontører, som cyklede rundt omkring på havnen på de forskellige fiskeskibe, og dem var der rigtig mange af dengang, fortæller Peter Pallesen.
– Efter de 9 år blev firmaet desværre lukket, og så kom jeg på Østhavnen på værftet hos Wärtsilä. Her var jeg i 14 år, hvorefter jeg blev ansat hos Marine Shaft – i nøjagtig de samme bygninger som OC har været i, så jeg har tilbragt omkring 25 år i området og bygningerne omkring Jollehavnen, så derfor har jeg valgt denne plads, slutter Peter Pallesen.
100 personer med tilknytning til Hirtshals placerer 100 betonterninger á 100 kilo på 100 forskellige steder i løbet af 2019 i forbindelse med Hirtshals 100 års Byjubilæum.