Hal til bordtennis fyldes dagligt af drømme og håb

Det er ikke bare klubbens spillere, men også deres forældre og bedsteforældre samt byens borgere, der i denne tid fylder den nye bordtennishal med håb for fremtiden.

22

B75 har som bekendt fået en ny bordtennishal ved Hirtshals Idrætscenter. Den er forlængst indviet med pomp og pragt blandt andet ved fejringen af bordtennisklubbens 40 års jubilæum.

FlaskePosten har efter de første uger med de nye faciliteter forsøgt at lodde stemningen blandt brugere og gæster i hallen. Det er nemlig helt tydeligt for enhver, der har haft sin gang også i den gamle Ulvkær Arena, at der er sket noget mærkbart efter skiftet til hallen ved Hirtshals Idrætscenter.

Der er blandt andet kommet langt mere liv i træningssalen nu, hvilket nogen måske kunne forledes til at karakterisere som en problematisk forstyrrelse af spillerne, men sådan opleves det på ingen måde af dem, som vi har talt med. Der er nemlig i sagens natur også tilskuere ved kampene.

– Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive det, men der er en atmosfære af glæde, håb, energi og åbenhed, fortæller forælder Torben Larsen til FlaskePosten.

Det ekstra liv i træningssalen skyldes da også flere forskellige faktorer. For størstepartens vedkommende er forklaringen som allerede antydet flere tilskuere til almindelig træning, hvilket selvfølgelig gælder forældre og bedsteforældre samt andre spillere, men tillige gymnaster, motionister og håndboldspillere, der nysgerrigt stikker hovederne indenfor.

– Det kan måske lyde dumt, men det er, som om vægge, gulv, tag, borde og alle de andre døde ting påvirker menneskene i hallen, fortsætter Torben Larsen.

Som forælder blev han desuden for et par dage siden overhalet af to ældre damer i korridoren, da han var på vej til bordtennishallen, mens de var på vej til deres pilates.

– Undskyld, unge mand, men er du fra bordtennisklubben? spurgte en af damerne, hvilket blev bekræftet af en smigret Torben Larsen.

– Jeg er nødt til at fortælle dig, at vi virkelig har ventet lang tid på, at I skulle komme. Nu er det sket, og I fylder bygningen med lykke, med latter, med de unge og jer alle, fortsatte damen og gav åbenlyst udtryk for sin store glæde.

For FlaskePostens egen regning kan det bekræftes, at det netop er fællesskabet mellem spillerne, samt forældrene, bedsteforældrene og byens borgere, der dagligt fylder bygningen af håb og drømme for fremtiden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments