Lørdag bød på magert elfiskeri i både Liver Å og Uggerby Å

Der er bemærkelsesværdigt få fisk i de to ellers populære vandløb her i det nordvestlige Vendsyssel.

228

Det var medlemmer af Lystfiskeriforeningen for Liver Å samt Sportsfiskerforeningen for Hjørring & Omegn, der lørdag drog på elfiskeri i deres respektive vandløb i det nordvestlige Vendsyssel.

Lystfiskerne elfisker ørrederne og stryger fiskenes rogn, så yngelen kan opdrættes i et dambrug. Til foråret sættes yngelen ud i foreningernes respektive vandløb. På denne måde er lystfiskerne med til at sikre bestanden.

– Når jeg hører de gamle i foreningen snakke om de gamle dage, hvor der var flere fisk, men også dårligere vandkvalitet i Liver Å og Liver Å systemet, så bliver man nervøs og ked af det, når man så har fået meget bedre vandkvalitet i systemet, men at der er så få fisk, noterer Daniel Larsen.

Det gør det ikke bedre at høre eller nemmere at forstå for Daniel Larsen, at hans og kammeraternes naboforening ved Uggerby Å har samme dårlige resultater, som de selv har i Liver Å. Medlemmerne fra Sportsfiskerforeningen for Hjørring & Omegn elfiskede nemlig lørdag på strækningen fra Bindslev Elværk til Kanofarten i Uggerby. Her blev der fanget 26 havørreder, hvilket angiveligt ikke er det bedste resultat. Faktisk er det ganske magert, da en stor del af de fisk, der blev fanget, var nogle småskravl.

– Tidligere har vi sammen med Liver Å foreningen altid kunnet bryste os af, at det godt kan være, vi ikke fanger rigtig mange fisk, men dem vi får, de er store. Sådan er det ikke mere, og vi har især i år set store huller i bestanden af havørreder, fastslår Henrik Kassow Andersen.

Hvor er fiskene? Og hvad er grunden? Svarene blæser foreløbig i vinden, men vi hører i lighed med sportsfiskerne gerne fra andre, der måtte have et kvalificeret bud.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments