Jonny Hefty og skoleelev laver graffiti i Metropol

Vittrup Fri Fagskole er blevet valgt til at male graffiti på en væg i Metropol i Hjørring, mens ny butik indrettes.

266

De fleste indkøbscentre ligner hinanden, men i Metropol i Hjørring kommer der nu mere kolorit på gangene.

I samarbejde med Vittrup Fri Fagskole bliver en midlertidig væg udsmykket med graffiti, mens en ny butik tager form inde bagved.

– Marketingschefen tog kontakt til os, efter hun havde set nogle af vores tidligere projekter. Så har jeg taget fat i de to herrer og igen haft mulighed for at få en elev med, siger Stig Jonstrup Appelt Jørgensen, der er underviser på Vittrup Fri Fagskole.

De to herrer, han refererer til, er rapper og kunstner Jonny Hefty og hans gamle ven fra hiphopmiljøet, Rolf Mogensen, eller ’Mester’, som han bliver kaldt.

– Nu er Mester jo også en gammel dreng, der har været hiphopper det meste af sit liv, og det er egentlig vores måde at være sammen på at stå og høre noget rap og male noget graffiti, siger Jonny Hefty.

Håber det spreder glæde

De to erfarne graffitimalere får hjælp af Patrick Randrup Nielsen, som er elev på Vittrup Fri Fagskole.

– Det er jo en helt ny oplevelse, og det er meget spændende. Jeg vil sige, det er en meget speciel skoledag, siger han.

Stig Jonstrup Appelt Jørgensen glæder sig over, at en af hans elever kan udfolde sit kreative talent.

– Det giver ham mulighed for at se, hvad man kan bruge sin tid på. Man kan vælge noget graffiti og være kreativ, siger han.

Vægmaleriet forestiller Vesterhavet med klitområde ude til højre, som går over i Hjørring by til venstre. Ind i mellem har Rubjerg Knude Fyr fundet plads sammen med blandt andet en regnbue, der slår ned i en tegning af Metropol midt i Hjørring.

– Jeg håber, det spreder lidt glæde og lidt kulør, når man går igennem det her shoppingcenter, der jo ligner alle andre shoppingcentre i hele verden, slutter Jonny Hefty.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments