Af Beth Breyen
Pårørende til beboere på Havbakken
Stensgårdsvej 45
Nr. Harritslev
Det var med stor forundring og også irritation, at vi pårørende og beboere på Havbakken hørte TV2 Nord udtale sig om situationen på Havbakken.
Den 31. oktober havde TV 2 Nord et kort liveindslag, hvor de fejlagtigt udtaler, at ”de pårørende på Havbakken har kastet håndklædet i ringen og nu lukker Havbakken”.
Dagen efter skriver Nordjyske Stiftstidende stort det det samme. DR Nordjylland skriver den 30. oktober: ”Nu har plejehjemsbeboere og pårørende opgivet kampen”.
Dette bragte stor forvirring og utryghed igen, igen, hos både os pårørende og især de ældre.
Vi har forgæves forsøgt, at rette op på dette billede, fordi: Sandheden er at plejen pr. 1. november overgik til hjemmeplejen og at der i den forbindelse var nogle beboere, der valgte at søge væk. Men der er stadig beboere, som har valgt at blive boende på Havbakken, og de har været igennem snart halvandet års tovtrækkerier frem og tilbage, og det er ikke smart at øge deres usikkerhed ved at udsende usande meddelelser i pressen.
Hvordan hele situationen ender og hvornår, ved vi som pårørende ikke, men det er vigtigt for os, at vores ældre er så trygge som muligt i den svære situation, som de befinder sig i.
Det er yderst trist når medierne får tingene i den gale hals og det er vel ikke for meget at forvente, at en ikke blot skriftlig men også blomsterlig undskyldning kommer fra disse medier.
Et sted må de jo have fået oplysningerne fra – er det Hjørring Kommune der så bramfrit udtaler sig om, at nu har beboerne givet op? Jeg håber sandelig – selv om det er svært – jeg håber så sandelig ikke, at beboerne der er tilbage giver op. Det har været et særdeles uværdigt forløb, og må have været svært for beboere og pårørende. Det er ikke sådan vi ønsker, at vore ældre medborgere skal behandles.