Sindal
For Hirtshals’ fiskere må det være lidt træls at se politikere toppes om, hvorvidt de altødelæggende EU-bomtrawlere kan smides ud af Skagerrak.
Situationen er for alvorlig til politisk fnidder, og den billigste og administrativt nemmeste løsning er at indføre et midlertidigt forbud mod bomtrawl i Skagerrak.
Lignende forbud eksisterer allerede i Kattegat og norsk territorialfarvand, og midlertidigheden betyder, at EU’s regler ikke krænkes.
På nuværende tidspunkt erkender de fleste – måske med undtagelse af grønne organisationer som DN, WWF og Greenpeace – at bomtrawl vitterlig er en menneskeskabt naturkatastrofe, som kræver samfundsopmærksomhed.
Jeg har fulgt sagen siden 1997, og perspektivet er klart: Lige i disse dage ødelægges fiskeriet omkring Hirtshals i år fremover på grund af de tonstunge bomme, som trawlerne slæber hen over havbunden.
Derfor kan Bjarne Laustsen (S) skrive lige så meget om Danexit, som han vil. Men hvis vi ikke i fællesskab løser bomtrawl-problemet, vil det blot øge interessen for en dansk exit fra EU – og jeg og mit parti er absolut ikke bange for den debat.
Men det kunne jo være, at vi kan enes på tværs af partiskel om at løse det egentlige problem.
Udgangspunktet er, at Fiskeriforeningen, Venstres tidligere fiskeriministre og den nuværende socialdemokratiske minister Mogens Jensen i årevis har forsøgt at forhandle med hollandske kolleger. Forgæves. Holland afviser mådehold, trækker tingene i langdrag, og vil eksempelvis ikke underlægge sig samme strenge kontrol som lokale danske fiskere.
Det må være slut med at forhandle.
Hvad kan Danmark gøre?
Som nævnt er den billigste og nemmeste løsning, at regeringen omgående henviser til force majeure og kræver bomtrawlfiskeri midlertidigt standset.
Alternativerne er dyrere og sværere at forvalte – og på baggrund af den massive snyd, som hollænderne har foretaget i årevis, er det ikke en tilrådelig vej.
Vi kan forøge kontrollen med bomtrawlere markant, videoovervåge fangster (uden at dette krav nødvendigvis påføres mindre danske fartøjer)
Vi bør indføre stikprøvekontroller af bomtrawlernes reelle motorkraft. Svindles der med den, er det til skade for både klima og fiskebestande.
Dernæst bør der være 100 procent kontrol med alle bomtrawllandinger. En hollandsk bomtrawler er tidligere blevet taget i smugling af 261 kg. kokain i Holland. Det bør naturligvis ikke ske i Danmark.
Et andet vigtigt element er forslaget om, at der ikke må skiftes farvand på samme fangstrejse. Er du i Nordsøen, må du ikke sejle ind i Skagerrak uden at losse først. Og omvendt.
AIS/ VMS. Et fartøj som sejler med slukket satellitsender i 15 minutter i en periode på 30 minutter skal omgående beordres i havn.
Træk-for-træk registrering. Hver gang der trækkes, og fangstkursen lægges markant om, skal lasten registreres.
Det er desværre velkendt, at Danmarks Fiskerikontrol er bevidst uduelig på et plan, der sjældent ses i Danmark. Kravet til kontrollanterne bør være: Levér effektiv bomtrawlkontrol nu eller bliv fyret. Til gengæld har I helt frie hænder inden for lovens rammer.
Det er nu, bomtrawl skal standses.
Alt andet er at sidde med hænderne i skødet og acceptere en EU- og menneskeskabt miljøkatastrofe på dansk national-territorium.
Du har fuldstændig ret Erik så du gutterne fra Thorup strand i aftes ,hvor Hollændernes sidste bemærkning var —der kommer mange flere og der vil være krig , Vi to har før skrevet / fortalt om den uduelige kontrol –det er ikke et nyt problem , det har altid været i mindst 30 år ,hvor vi har fået at vide når vi anmeldte / ringede ang Bomtrawlerne –DET skal I ikke blande jer i
Gode forslag som skæmmes af dette vrøvl: “På nuværende tidspunkt erkender de fleste – måske med undtagelse af grønne organisationer som DN, WWF og Greenpeace – at bomtrawl vitterlig er en menneskeskabt naturkatastrofe, som kræver samfunds opmærksomhed.” Det ville være på sin plads at dokumentere påstanden om at de grønne organisationer ikke skulle være lige så kritiske over bomtrawl som Erik Høgh-Sørensen.
Jeg mener at politikeren, der taler på vegne af DF, har skrevet et utal af artikler vendt mod det hollandske bomtrawl i Skagerrak – og det er kun blevet værre, i netop Skagerrak. Måske fordi det er halvhjertet, uden dybe fra Erik Høgh-Sørensen og med mange andre dagsordner der ødelægger budskabet.
Kurt, det ser næsten ud som om, at du støtter bomtrawl? Plus: de såkaldte “grønne” organisationer har i den grad fejlet mht. bomtrawl, og skulle du være i tvivl, kan du jo prøve at finde den sidste pressemeddelelse, som de pågældende organisationer har udsendt om bomtrawl… Konklusionen er, at Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace og WWF Verdensnaturfonden er stort set fraværende.