Arne Boeltske steroider i Hirtshals Revyen 2019

Skuespillerne brillerer med sylespidse og hylemorsomme numre i Hirtshals Revyen 2019.

1580

Der blev leget ekstremt veloplagt og virtuost med sproget, da skuespillerne fredag aften ved premieren, efter en rigtig god revymenu, uddelte tekstforfatternes sviende morsomme satiriske svirp i Hirtshals Revyen 2019.

Det skete med umiskendelig lune og lokalpatriotisk kærlighed, der ofte gik til kanten og adskillige gange fik den tæt pakkede sal til at koge af latter og til sidst stående applaus, så vandet må have skvulpet voldsomt både i havnebassinet ved Sydvestkajen og i jacuzzien på toppen af værelsestårnet ved Hotel Hirtshals.

Der skal af hensyn til de mange, som allerede har købt billetter til de næste forestillinger, ikke her gås i detaljer med de enkelte numre, men nævnes skal det altså retfærdigvis, at fruen og jeg bogstavelig talt flækkede sammen af grin, da vi så os selv i nummeret Michelin-manden af den garvede revyforfatter Kjeld Torbjørn. Den mand forstår i dén grad at skære en knivskarp revytekst, der har både kant og lune.

Heller ikke lokalpolitikeren Laila Zielke slap, men fik på puklen for valgflæsk og svigt i forhold til ikke mindst plejehjemmet Havbakken i Tornby. Ligesom byrådskollegaen Mette Jensen og sidstnævntes gemal kaldet Kloge Åge heller ikke gik ram forbi med deres nye bolig på Kystvejen. Kvarteret forventes angiveligt snart at få eget postnummer.

Forholdet til Hjørring i almindelighed og borgmester Arne Boelt i særdeleshed spiller i forlængelse af ovenstående ikke overraskende på flere niveauer tillige en rolle i Hirtshals Revyen 2019. Borgmesteren lægger blandt andet navn til forestillingens steroider, som det allerede fremgår af overskriften, men også her balancerer tekstforfatterne elegant satiren på en humoristisk knivsæg.

Nok imidlertid om numrene og indholdet, der blev udfoldet og serveret med både indlevelse, musikalitet og en fornem timing, der vidner om noget nær absolut satirisk gehør, hvis fortjeneste tilfalder både tekstforfattere, skuespillere, musikere og instruktør samt holdet bag scenen.

Herligt som alt dermed klappede og flaskede sig i Hirtshals Revyen 2019. Det var dæleme jøwt!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments