Hirtshals Idrætscenter kommer til at blive stuvende fuld lørdag aften, hvor 900 personer har købt billetter for at opleve Mick Øgendahl.
Det er Horne Efterskole, der står bag arrangementet, og alle pengene fra billetsalget går til Hus Forbi.
– Det bliver stort, siger Mogens D. Jensen, der er forstander på Horne Efterskole.
45 elever og 15 forældre hjælper frivilligt til. Leverandørerne af mad giver det gratis – og så optræder Mick Øgendahl kvit og frit.
Stand-up showet er en del af et større program med initiativer, som altsammen går under navnet “HorneHjælp”. I alt regner man med at samle 300.000 kroner ind til hjemløse gennem HorneHjælp.
Elever og hjemløse mødtes
Det er femte år i træk, efterskolen samler ind til hjemløse. Eleverne har som optakt til indsamlingen haft besøg af en hjemløs på skolen, og så har eleverne selv været på besøg i Hus Forbi-huset i Vanløse for at se, hvad pengene fra efterskolen er blevet brugt til tidligere.
– På den måde har alle eleverne et ansigt på en hjemløs. Det giver en forståelse ved den enkelte elev, siger Mogens D. Jensen, der er forstander på Horne Efterskole.
Tidligere er pengene fra Horne Efterskole blandt andet blevet brugt på et nyt køkken til sælgerne i Hus Forbi-huset i Vanløse, ligesom skolen har bidraget med togbilletter, så de hjemløse kan få varmen for en stund, når der er særligt koldt.
300.000 kroner luner gevaldigt, men at skabe en større forståelse for sine medmennesker er lige så vigtigt for Horne Efterskole.
Horne Efterskole har blandt andet været i København for at tale med hjemløse i forbindelse med indsamlingen til Hus Forbi. Foto: Horne Efterskole.
– Vi har aldrig været vanvittigt optagede af beløbsstørrelsen. Vi får skabt et sammenhold, og vi kan se, at det nytter noget, siger Mogens D. Jensen.
Kilde: TV2 Nord.
Link til en af flere artikler om samme emne
Restaurant Abstrakt og Horne Efterskole samler ind til Hus Forbi