Foredrag om Olsen Banden i Lønstrup Café Bio

Efter foredraget vises Olsenbanden ser rødt fra 1976. Billetpris inkl. foredrag er 100 kr.

61

Lønstrup Café Bio fejrer 50-året for Olsenbanden med filmforedrag ved bogaktuelle Christian Monggaard torsdag den 24. oktober kl. 18.30.

Filmene om Olsen Banden har en unik position i Danmark. De indtager både første-, anden- og tredjepladsen over de bedst sælgende danske biograffilm nogensinde. Den 11. oktober 1968 brød den småborgerlige forbrydertrio med Egon Olsen i spidsen for første gang ind i landets biografer og stjal biografgængernes hjerter.

Fascinationen af og fornøjelsen ved Olsen Banden er lige så stor i dag, som den var dengang, og filmene har stadig sjove og skarpe ting at sige om Danmark og danskerne. Christian Monggaard fører os tilbage til begyndelsen, hvor Erik Balling og Henning Bahs udviklede filmserien og dens univers og figurer over en øl og en god frokost på en bistro i Paris.

I løbet af foredraget fortæller han om de satiriske, samfundskritiske undertoner, kommer med en masse kuriositeter omkring filmene – ikke mindst hvad de tre bandemedlemmer oprindeligt skulle have heddet – og præsenterer hidtil ukendte manuskriptudkast.

Christian Monggaard er filmredaktør og -anmelder ved Dagbladet Information. Han har ud over den nye bog om Olsen Banden udgivet biografier om Wikke & Rasmussen (2006), Erik Balling (2011) og Ib Tardini (2015) og bøger med film- og tv-quiz. Bogen Drømmen om Hollywood (sammen med Jacob Wendt Jensen) handler om de mange danske filmfolk, der gennem de seneste 100 år har søgt lykken i den amerikanske film- og tv-industri.

Link til tidligere artikel

Gensyn med Olsen Banden i Lønstrup Café Bio

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments