Fordi jeg er fra Hirtshals!

Jeg har hele min barndom og ungdom trænet den muskel, der får ting til at ske, netop fordi jeg kommer fra Hirtshals, skriver i denne tredje klumme Martabolette Stecher.

2052

Af Martabolette Stecher

Hirtshals

Det kan være tiltrækkende for os som mennesker at tro, at alting sker de store steder. At det fx kan være i vores storbyer i Danmark, at det sner og tingene sker. Men det kommer jo nok an på, hvad det er, at vi går efter og satser på i livet. For hvad er du drevet af? Hvad er vigtigt for dig og din familie? Hvad lægger du vægt på, når du tænker på der, hvor du bor?

Jeg er født og opvokset i Vendsyssel. Det giver et helt særligt usynligt bånd til alle dem, der også kommer herfra. Vi behøver slet ikke at være i familie for at synes, at vi er det. Vi deler gerne ud af fortællinger, der kan gøre det usynlige bånd synligt, så vi er klar over, hvem vi kender, der kender nogen, som vi muligvis er i familie med.

I mit arbejdsliv har jeg rejst meget rundt – også boet mange steder i Danmark og nogle år i London. Uanset hvor jeg kommer frem, så fortæller folk mig, at du er da vist nordenfjords fra. Mange forsøger også at gætte, om det nu er Fræshavn eller om det kunne være Hirtshals. Det er som regel de to byer, der er i spil. Men jeg er selvfølgelig fra Hirtshals, og det er jeg rigtig stolt af. Det er bare noget andet, at komme fra Hirtshals end fx fra en by inde i landet. Der er ligesom helt andre vilkår, fordi vi i Hirtshals i langt højere grad lever i et med naturen.

Vestenvindens storme har sat sine tydelige aftryk på naturen deroppe med træer, der vender deres kroner mod øst og aldrig står helt lige, men altid har en vinkel mod det østlige hjørne. Der er megen modvind i Hirtshals, og det er måske især folk, der kommer udefra, der bemærker dette. Det er også noget, som jeg bruger i mit professionelle virke. Jeg plejer at fortælle om, hvordan jeg hele min barndom og ungdom har trænet den muskel, der får ting til at ske, netop fordi jeg kommer fra Hirtshals, fordi deroppe sker der ikke en skid. Så hvis det er, at du gerne vil have noget til at ske, er du nødt til at gøre det selv.

Deroppe kommer der som udgangspunkt ikke nogen og tager dig i hånden og viser dig alverdens gode tilbud og muligheder. På den anden side efterlader det også en enorm frihed til, at du selv kan bestemme, hvad det er, at du ønsker der skal ske. Så i Hirtshals er alt muligt. Der er højt til loftet, og vi er vant til at klare modvind og mange andre udfordringer. Derfor bliver vi måske ikke slået så hårdt ud, når vi rammer en mur. Vi tænker nok nærmere: Gad vide hvad vi kan bruge den til.

Så hvis du kommer fra eller bor et sted i Udkantsdanmark og tænker, at her sker der ingenting, så tænk på den kæmpe frihed du har for netop selv at udvise initiativ og få ting til at ske. Bare gør det!

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Bjørn Toft
5 år siden

Godt skrevet