Vinderen af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2019 blev offentliggjort ved et prisevent i Musikkens Hus torsdag eftermiddag. Udover en samlet vinder blev der også uddelt særpriser inden for digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed.
Torsdag den 10. oktober blev regionsvinderen af Succesvirksomhed 2019 i Region Nordjylland offentliggjort ved et prisevent i Musikkens Hus i Aalborg. Det er Spar Nord og BDO, der står bag prisen, og en jury har fundet vinderen blandt i alt 200 succesvirksomheder i regionen.
Det blev Brønderslev-virksomheden Intech International, som leverer skræddersyede produktionsløsninger til fødevareindustrien, der løb med prisen som årets Succesvirksomhed i Region Nordjylland.
– 80 procent af vores omsætning sker på baggrund af eksisterende kunder. Vores motto er nemlig, at uanset hvor dårlig en aftale er for os, så skal den altid overholdes. Derfor oplever vi en stor kundetilfredshed, og det får mange til at komme igen, da de føler sig godt behandlet, fortæller marketingchef for Intech International Anette Juul Larsen og fortsætter:
– Vi er utrolig stolte af at modtage hovedprisen, som er en stor anerkendelse af vores virksomhed. Vi skal ikke være den største spiller i vores branche, men vi skal være den bedste – og det er den her pris et bevis på, at vi er. Prisen er desuden et stort skulderklap til vores dygtige medarbejdere, der hver dag udfører et fantastisk stykke arbejde med at servicere vores kunder uanset tid, det er på døgnet.
Udvælgelsen af de 200 succesvirksomheder er sket via et pointsystem, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point. Her har de nordjyske succesvirksomheder opnået et pointgennemsnit på godt 16,2 point. Derudover har succesvirksomhederne en stor egenkapital, hvilket vidner om, at regionen har et bundsolidt erhvervsliv, lyder det fra direktør hos Spar Nord Aalborg Chris Kjeldsteen:
– Ifølge vores analyser har de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland haft en samlet indtjening på godt 1,7 milliarder kroner i det seneste regnskabsår. Det svarer til en indtjeningsvækst på 22 procent, når vi sammenligner med året før. De gode resultater har også smittet af på egenkapitalen, som er vokset til hele 4,1 milliarder kroner, blandt succesvirksomhederne. Hvis man ser bort fra Region Hovedstaden, har de nordjyske succesvirksomheder således en markant højere egenkapital end succesvirksomhederne i de øvrige dele af landet, siger han og suppleres af chefkonsulent Henning Boye Hansen fra BDO:
– Den største andel af succesvirksomhederne finder man inden for fremstillingssektoren, mens bygge- og anlægsvirksomhederne også er godt repræsenteret. Heraf er størstedelen koncentreret i Aalborg efterfulgt af Hobro og Hjørring. Intech International, som er årets vinder og ligger i Brønderslev, er derfor et godt eksempel på, at man i Nordjylland sagtens kan drive virksomhed med succes – både i og uden for regionens største byer. På den måde skabes der vækst og jobs på tværs af hele regionen.
Digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed på nordjysk
Inden for feltet af de 200 regionale succesvirksomheder blev der også uddelt tre andre priser ved regionsfinalen. De tre særpriser gik til de succesvirksomheder på tværs af regionen, som har udmærket sig positivt inden for henholdsvis digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed. Her blev Nørresundby-virksomheden Foamico, der udvikler og producerer højteknologiske rengøringsløsninger til fødevareindustrien, kåret som regionens digitale frontløber.
– Vi arbejder hele tiden med at udvikle vores interface i vores produkter. Det sikrer, at vi kan tilbyde vores kunder det enkleste og mest informative energioptimerede produkt, der er på markedet. Derudover arbejder vi hele tiden med at optimere vores it-systemer, så vores produkter også er markedsførende, siger CEO for Foamico Tommy Rysholt Andersen og fortsætter:
– Da vi er en mindre virksomhed, kan vores succes ikke være sket uden vores dygtige og loyale medarbejdere, der hver dag leverer et fantastisk stykke arbejde. Vi deler derfor prisen med alle i Foamico.
Skibselektronikfirmaet SeaMech, der har afdelinger i Skagen og Hirtshals, fik tildelt prisen i kategorien jobskabelse, mens Vrå-virksomheden Ventisol, som producerer plastvinduer og -døre, løb med prisen for den mest bæredygtige virksomhed blandt de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland.
– Vi har i mange år arbejdet hårdt og brugt mange kræfter på at få gode folk til yderområderne, hvor vi kommer fra. Dygtige medarbejdere kommer nemlig ikke af sig selv. De kræver en god arbejdsplads med loyalitet og stærke værdier. Derfor arbejder vi hver dag på at opretholde vores fantastiske arbejdsplads, hvor vi er åbne og lyttende over for medarbejderne, fortæller Tor Pedersen, der er direktør hos SeaMech, og fortsætter:
– Så vi rigtig glade for at modtage prisen for jobskabelse, da det vidner om, at vi er lykkes med at lokke flere dygtige medarbejdere til Skagen og Hirtshals.
Fra Ventisol forklarer direktør Leo Brander, at bæredygtighed er en vigtig del af virksomhedens DNA:
– Vi har i 37 år produceret et produkt, der ikke kræver det store vedligehold, og derfor er ressourcebesparende i hele dets lange levetid. Vi genanvender derudover altid spildmaterialer fra vores produktion samt udtjente plastvinduer og -døre. Og det er helt enestående, at de genanvendte materialer bliver til nye vinduer og døre. På den måde sikrer vi så få klimaaftryk som overhovedet muligt. Det gør vi, fordi vi mener, at bæredygtighed er ren og skær fornuft, siger han og fortsætter:
– Vi har været frontløbere inden for vores branche i mange år. Det er Ventisols DNA at genanvende og skåne miljøet, og bæredygtighed er blevet en central del af vores strategi. Det er derfor dejligt at blive anerkendt og hyldet for vores bidrag til en grønnere verden med så flot en pris.
Juryens medlemmer
- Claus Bonde Hansen, Head of Transformation Audit hos BDO
- Jens Nyholm, cheføkonom hos Spar Nord
- Kim Østergaard, innovationschef hos Spar Nord
- Lone Kørnøv, Professor hos The Danish Centre for Environmental Assessment på Aalborg Universitet
Fakta om ”Succesvirksomhed 2019”
Spar Nord og BDO har udviklet en ny metode til at identificere landets mest succesfulde virksomheder. Samtlige danske virksomhedsregnskaber de seneste fem år er blevet gennemgået, og alle virksomheder har fået mellem 0 og 20,5 point. Her skiller 200 virksomheder pr. region sig ud målt på følgende parametre:
- Kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år: Kan resultere imellem 0 og 5,5 point.
- Sundhed i seneste regnskabsår: Soliditetsgrad i procent: Kan resultere imellem 1 og 3 point.
- Kontinuerlig vækst i egenkapital: Konsolidering, der tillader investering: Kan resultere imellem 1 og 6 point.
- Forrentning af egenkapital: Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag: Kan resultere imellem 1 og 6 point.
Ikke-finansielle holdingselskaber, ejendomsselskaber, fonde samt virksomheder med over 1.000 ansatte er ikke medtaget i analysen. Læs mere om ”Succesvirksomhed 2019” her: www.succesvirksomhed.dk.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
- Presseservice: Leif Lind Simonsen, Spar Nord, mobil 2527 0330 og e-mail: lsi@sparnord.dk
- Pressekontakt: Jeppe Schyth Olsen, BDO, mobil: 4196 1960 og e-mail: jsc@bdo.dk
Om Spar Nord
Med omkring 390.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 49 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. I 2018 leverede Spar Nord et resultat efter skat på 920 millioner kroner.
Spar Nord ejes af cirka 103.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk.
Om BDO
BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab er landets fjerdestørste rådgivnings- og revisionsvirksomhed. BDO er 100 procent danskejet og -ledet. Alle aktionærer er arbejdende partnere i virksomheden, som i regnskabsåret 2017/18 har mere end 30 kontorer, over 1200 ansatte og en årlig omsætning på 1 mia. kr.
BDO er del af det internationale BDO-netværk, der tæller ca. 80.000 medarbejdere i mere end 160 lande. På verdensplan har BDO en omsætning på USD 8,9 mia. For yderligere information se: www.bdo.dk