Poul Jansen: Efterårets øjne

Denne lørdag i oktober har vi fornøjelsen af at bringe digtet "Efterårets øjne" af den lokale lyriker og forfatter Poul Jansen.

107
Efterår i Kjul Klitplantage.
Efterårets øjne

Det ses i vore øjne
at det er efterår
de falmer lissom løvet
der fødtes tidlig vår
små salte tårer sætter
en bane på hver kind
en simpel velkomstgave
fra efterårets vind

Nu vækkes verden ikke
af glade fuglefløjt
for lyset sover længe
før dette gaber højt
det er så svært at vågne
mens dagen trækkes på
et skift fra vårens farver
til efterårets grå

Selv hybenbusken falmer
skønt frugten holder stand
en mørkerød kontrast mod
det store åbne vand
og efterårets vinde
de kigger rask forbi
snart dagen pakker sammen
og går i vinterhi

Det ses i vore øjne
at det er efterår
forsigtige vi går mod
den tid som forestår
den kåde vår forsvandt i
den stærke vestenvind
fordampede som tåren
der løber på vor kind


Af lyriker og forfatter Poul Jansen i oktober 2019.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments