Bindslev spiser sammen startede i sin tid med Dagli’Brugsen og KFUM-spejderne som initiativtagere, og det er nu femte gang, arrangementet afholdes.
Konceptet er enkelt: Kom og spis en ret, som frivillige har tilberedt. Du vil garanteret møde nogen, som du kender i forvejen. Men hvis du møder nogen, som du ikke kender, er det bare et plus.
Det handler mest om hygge, fællesskab og sammenhold.
Der er ingen, der skal tjene på arrangementet, så prisen holdes helt i bund, så alle kan være med. For den beskedne sum af 30 kroner – børn halv pris – serveres der en ret samt kaffe og småkager. Hertil kan der købes øl, vand eller vin.
Denne gang afholdes arrangementet på Bindslev Skole, og det foregår torsdag den 3. oktober kl. 18.00.
En arbejdsgruppe af frivillige mennesker står for planlægningen og gennemførelsen af arrangementerne, og der er løbende kommet flere frivillige til gruppen.
Der er plads til 200 deltagere, og billetter til arrangementet sælges i Dagli’Brugsen.
Næste arrangement bliver til foråret.
Foto: Jens Kranen Photography.