Du bør naturligvis altid køre ordentligt i trafikken, men lige præcis i dag er der en særlig grund til at slække på speederen, være opmærksom og droppe alkoholen, før du sætter dig bag rattet.
I dag er det nemlig ‘En dag uden trafikdræbte’-dag.
Over hele Europa bliver der i dag sat fokus på trafiksikkerheden med Project Edward.
Formålet er simpelt: Alle skal køre ekstra forsigtigt, så der ingen trafikdræbte vil være.
Herhjemme er det blandt andre Rådet for Sikker Trafik og en række af Rigspolitiets samarbejdspartnere, der står bag kampagnen.
I 2018 kunne omkring halvdelen af de deltagende lande melde om 0 dræbte på ‘En dag uden trafikdræbte’-dagen, der fandt sted 19. september 2018.
Danmark var et af de 19 lande, som havde 0 dræbte trafikken.
Dermed er der gode muligheder for at fortsætte dén statistik og igen i år sikre, at ingen danskere bliver dræbt i trafikken.
5 GODE RÅD: SÅDAN UNDGÅR DU TRAFIKDRAB
- Vis hensyn til dine medtrafikanter.
- Overhold hastighedsgrænserne.
- Hold dig ædru, når du skal køre bil.
- Vær opmærksom på trafikken.
- Sørg for at dine lygter og bremser virker på bilen og cyklen.
Kilde: Rigspolitiet
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.