Lars Høgh: Borgernes overskud må ikke blive et problem

Er lokalt engagement og virkelyst nu blevet et problem, spørger Lars Høgh fra Tornby i dette debatindlæg byrødderne i Hjørring Kommune.

1414

Af Lars Høgh
Fhv. bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd
Valnøddevej 4

Tornby

Kære Byråd,

Et flertal i Hjørring byråd vedtog onsdag den 4. september en beslutning om at stoppe planlægningsarbejdet i forhold til at etablere friplejehjem i Tornby og alle andre mindre bysamfund i kommunen. Den sag er der mange meninger om og dette er ikke endnu et indlæg i den debat.

På byrådsmødet kunne man dog høre byrådsmedlem Louise Hvelplund (Ø) udtrykke en bekymring for, at nogle små bysamfund i kommunen med ”overskud og kapital” udvikler sig frem for andre. Derfor må man vel med rette kunne spørge – er lokalt engagement og virkelyst nu blevet et problem og er det hensigts­mæssigt, at en gruppe borgere oplever det at engagere sig som værende i den grad uønsket?

For de fleste kommuner er veluddannede, engagerede og initiativrige borgere noget man gerne vil fastholde og tiltrække – de sørger for der sker noget og er gode skatteborgere – de er værdsatte. Det betyder så måske at nogle lokalsamfund udvikler sig mere end andre, men som borger i en udkantskommune har jeg svært ved at forstå, at det er et problem.

Min opfordring til byrådet er: Der er behov for at tænke anderledes, kasser det planøkonomiske tankesæt hvor ingen må opnå mere end andre og brug så i stedet borgernes virkelyst ude i lokalsamfundene som løftestang for at skabe udvikling.

Hjælp os med at fastholde borgerne med ”overskud og kapital” i kommunen – lav landdistriktsudvikling som understøtter virkelysten også på områder, som I indtil nu for det meste kun har opfattet som kommunale enemærker.

Vend kasketten 180 grader og sæt plus og ikke minus foran når borgerne – eller vælgerne som de jo også er – kommer og tilbyder deres overskud og kapital.

 

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
knud i.Nielsen
5 år siden

Godt skrevet Lars,de mindre samfund kan ikke klare sig kun med de kommunale tiltag så ville de simpelhen dø,man fatter simpelhen ikke at kommunen ikke kan støtte initiativer som ikke koster kommunen en krone.Borgmesteren og hans flertal må have opfundet en logik som andre normalt tænkende mennesker ikke kan se logikken i.