Domænenavn overdrages til Turisthus Nord

Hidtil har hjemmesiden ”visitskagen.dk” tilhørt Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, men nu har virksomheden besluttet at overdrage domænet til Turisthus Nord.

162
Turistdirektør René Zeeberg (tv) glæder sig over, at Turisthus Nord nu får muligheden for at bruge Visitskagen.dk til turistinformation. Og Jakob Risager Gravgaard og administrerende direktør Per Dam fra Sol og Strand Feriehusudlejning A/S er tilsvarende glade for at kunne imødekomme ønsket fra Turisthus Nord.

Sol og Strand Feriehusudlejning købte i 2001 domænet ”visitskagen.dk” ud fra et ønske om at benytte siden til at fortælle om ferieoplevelser i området.

– Vi købte domænet visitskagen.dk, og i øvrigt en række tilsvarende domænenavne, ud fra en strategisk beslutning om at give potentielle feriegæster så gode muligheder som muligt for at vælge Danmark som ferieland ved at bruge siden til at beskrive hver enkelt destination, forklarer administrerende direktør hos Sol og Strand Feriehusudlejning, Per Dam.

Men nu skal domænet hjem til Skagen – til glæde for alle parter, fastslår Per Dam.

– Vi ønsker at give de feriegæster, der besøger Skagen det optimale udgangspunkt for at få de bedste ferieoplevelser. Derfor vælger vi at overdrage visitskagen.dk til sit rette element – nemlig Turisthus Nord, der har turistinformation som kerneopgave, siger Per Dam.

Direktør hos Turisthus Nord, René Zeeberg, ser frem til, at han og medarbejderne nu får overdraget visitskagen.dk.

– Det har længe været et stort ønske fra vores side, så jeg er glad for, at Sol og Strand vil overdrage visitskagen.dk til os. De fleste forbinder visit-domænerne med destinationens officielle turistorganisation, og med overdragelsen af domænenavnet kan vi nu i endnu højere grad informere feriegæsterne om de unikke muligheder, destinationen byder på, siger han.

Også bureauchef hos Sol og Strands lokalbureau i Skagen, Jakob Risager Gravgaard, glæder sig over beslutningen.

– Det er glædeligt, at vi på den måde kan hjælpe hinanden. Vi er kollegaer, og vi har det samme mål for øje – nemlig at få gæster til Skagen og give dem en uforglemmelig ferie, siger han.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments