Da de nordjyske skoleelever trådte ind i klasselokalerne her i begyndelsen af august, så tændte de højst sandsynligt samtidig for iPad’en og computeren.
Nordjylland er nemlig den landsdel, hvor lærerne har været bedst til at integrere de nye teknologier i undervisningen.
Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget blandt 6.000 lærere og skoleledere for edtech-virksomheden Clio, der selv sælger digitale læremidler.
Hele 39 procent af de nordjyske lærere siger i undersøgelsen, at de udelukkende eller næsten udelukkende bruger digitale læremidler i deres undervisning.
På landsplan er tallet 36 procent.
– Når de nordjyske skoler så dygtigt har taget de nye teknologier til sig og gjort dem til en naturlig del af undervisningen, så styrker det ikke alene elevernes motivation for at lære, det løfter også deres digitale kompetencer og stiller dem stærkere til en fremtid med stigende digitalisering, siger Jesper Eiby Christoffersen, administrerende direktør i Clio.
Magien opstår, når redskaberne bruges
På det Nationale Videnscenter for Læremidler roser leder Stig Toke Gissel, at lærerne har taget de digitale redskaber til sig, som man de senere år har sørget for at sikre skolerne.
– Det er godt at høre, at lærerne bliver bedre at bedre til at bruge digitale læremidler. Det betyder, vi er begyndt at høste frugterne af de store investeringer, vi i Danmark har lavet på området. Danmark er et af de lande, der har investeret mest i it i undervisningen, fordi det har været et fokuspunkt for os. Og derfor er der rart at se, at lærerne ved, at det ikke er nok at få stukket en computer i hånden. Den rigtige magi opstår, dér hvor lærerne laver god undervisning med de redskaber, de har, siger han.
Han opfordrer lærerne i landets andre regioner til at følge de nordjyske læreres gode eksempel – og selv blive endnu mere digitale.
For ifølge Stig Toke Gissel er der masser af gode grunde til at lære fra sig digitalt.
– Især i dansk er der stor forskel på, hvad eleverne kan, og her kan computeren sørge for en differentieret undervisning og give skræddersyede muligheder til den enkelte elev. En computer kan også hjælpe eleverne med at lære at stave svære ord, så læreren ikke behøver gå rundt og fortælle, hvordan alle ord skal staves.
Hos virksomheden Clio, der selv sælger de digitale systemer og står bag undersøgelsen, mener man også, at digitaliseringen kan støtte op om lærernes planer.
– Digitale lærermidler er ikke bare bøger, der kan læses på en computer. Vi taler om intelligente systemer, der kan tilpasses og personaliseres, så den enkelte elev udfordres på præcis det niveau, hvor eleven er, uden det belaster læreren yderligere. Det betyder, at læreren kan fokusere på at undervise og guide eleverne og samtidig fokusere på at udvikle inspirerende undervisningsforløb. Dermed kan børnene simpelthen lære mere, siger han.
Risikerer grim håndskrift
En af farerne ved primært at bruge en iPad eller computer til undervisningen, er, at eleverne ikke får øvet deres håndskrift.
– Mange elever skriver i forvejen ikke særligt pænt, og det bliver naturligvis ikke bedre, hvis de ikke øver sig. Så det er da en reel risiko, man skal være opmærksom, siger Stig Toke Gissel – og understreger, at han mener, det er en god idé, at eleverne i dag får bedømt deres evner til at sætte en tekst op på computeren – det, der svarer til den gamle ’ordenskarakter’ for håndskriften.
Kilde: TV2 Nord.