Fantastisk fridag for flygtninge

Fridag for flygtninge gav masser af travlhed, men også en utrolig glæde hos arrangørerne i Tversted.

11

Kun en gang før i sit liv har arrangør Jens Guldsmed-Thomsen været så ydmyg, træt og bevæget, som han var lørdag, da hans og Mads Ejlersens idé med at afholde en såkaldt fridag for 125 flygtninge blev afviklet på Klitgården i Tversted. Den første gang var ved farens bisættelse, hvilket fortæller alt om, hvor stor en oplevelse både de inviterede flygtninge og arrangørerne har haft.

Blandt dagens højdepunkter, der forekom talrige som himlens stjerner, var nogle syreres beretninger om deres krigshærgede lands kultur og historie. Ligesom de spillede deres traditionelle musik, hvilket unægteligt gav betegnelsen kulturhus sin fulde berettigelse den lørdag på Klitgården. Maden var et helt kapitel for sig og kan i denne ombæring nydes på billederne. Blandt dagens gæster var også kulturminister Marianne Jelved.

– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ. Det er både hyggeligt og rart, og det giver jo et rigtig godt grundlag for at få nye naboer at mødes på den her måde, sagde Marianne Jelved blandt andet til TV2 Nord.

Endelig var der velsagtens også noget politisk signalværdi i tilstedeværelsen af Dannebrog. Den side af sagen lader vi på FlaskePosten foreløbig pænt ligge og hæfter os alene ved arrangementets vellykkede tværkulturelle aspekter, som de med rette kan være stolte af i Tversted.

Foto: Jens Guldsmed-Thomsen

Link til foromtale på FlaskePosten: Fridag for flygtninge lørdag på Klitgården i Tversted

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments