Efter at Vendelbohus overgik til at være selvejende institution den 1. juli, har der været lidt stille.
– Og det skal man ikke lægge noget i, understreger bestyrelsesmedlem Kurt Larsen, der er med i bestyrelsen.
– Huset har været lejet ud til norske fodboldhold i DanaCup-ugen og sommeren har været brugt til en masse større og mindre praktiske ting at forholde sig: Ville vi lægge billet ind på at levere kaffe til Vendsyssel FF’s hjemmekampe – mod betaling naturligvis? – hvordan skulle vores egne sponsorpakker skrues sammen? – skal vi fortsat leje duge og i så fald hvor? Hjemmesiden skulle fungere og nye rammer for booking og kontrakter falde på plads, uddyber Kurt Larsen.
Samtidig har der været holdt mange møder med repræsentanter for foreninger og forskellige leverandører, så man nu er ved at være klar til efterårssæsonen. Der er allerede lavet aftaler om en del arrangementer og flere kommer til, hvilket også fremgår af oversigten på foreningens hjemmeside. Husets første helt eget arrangement løber af stabelen om ca. 3 uger, når grevinde Alexandra holder foredrag den 17. september.
– Ja, vi lægger hårdt ud, siger Kurt Larsen. Tanken har været, at det første arrangement skulle være noget ud over det sædvanlige. Så vi håber i høj grad på lokal støtte og opbakning. Ud over foredraget, hvor man kommer lidt tættere på de indre linjer i kongehuset, giver man altså også en hånd til huset, som hele overskuddet går til. Og vi håber meget på en fyldt sal, understreger Kurt Larsen.
Bestyrelsen arbejder fortsat på, at huset skal virke noget lignende et forsamlingshus, hvor der er plads både til musik- og teater med kendte navne og lokalt arrangerede fester, foredrag mv. Der er lavet kontrakter med Hjørring Teater for den kommende sæson og med flere andre, der ønsker at bruge lokalerne til musikarrangementer mv.
– Men det er tanken, at Vendelbohus selv også kommer til at stå med nogle indslag og nogle er allerede på vej, afslutter man fra bestyrelsen. Det kan også konstateres, at private allerede nu booker til de gode lokaler til konfirmationer, bryllupper og andet.
Der arbejdes også fortsat på at få sponsorstøtte fra private og etablere et korps af frivillige – ”Vendelbohus’ hænder” – som interessede kan se mere om på www.vendelbohus.dk.