Den 32-årige Janine van Wyk – sydafrikansk landsholdskaptajn – skal stabilisere Fortunas forsvar og tilføje det unge hold fra Hjørring yderligere rutine.
Janine van Wyk er ved at være klar efter en mindre skade, hun pådrog sig umiddelbart efter Verdensmesterskabet i Frankrig først på sommeren. Hun kommer til Hjørring i september for at gå i træning sammen med holdkammeraterne fra Fortuna.
Janine van Wyks engagement med Hjørring er et fællesanliggende mellem Fortuna og Dana Cup Academy.
Foruden at være aktiv landsholdsspiller driver Janine van Wyk et fodboldakademi i Sydafrika. Et hold fra dette akademi deltog i sommerens Dana Cup, og i den forbindelse blev der etableret kontakt mellem Fortuna, Dana Cup Academy og Janine van Wyk.
I første omgang er det som spiller, sydafrikaneren kommer til Hjørring. Det er også tanken, at der skal etableres et samarbejde med hendes og Dana Cups akademi.
Janine van Wyk begyndte med fodbold som 6-årig i en skole, hvor man ellers ikke havde fodbold. Der blev så skiftet nogle gange, og fodbold kom på tapetet.
I karrieren har hun spillet i flere sydafrikanske klubber, ligesom hun har været med for Houston Dash i de amerikanske fodboldliga.
Hun har repræsenteret Sydafrika ved OL i 2012 og altså i sommer ved WM i Frankrig.
Det er blevet til flere end 150 kampe for det sydafrikanske landshold.
I 2013 etablerede hun JVW Girls Football Development – et akademi, der arbejder med udviklingen af kvindelige sydafrikanske fodboldspillere.
Foruden at stille op på banen er det Janine van Wyk og Dana Cup Academys tanke – hen ad vejen – at undersøge, hvorledes hendes sydafrikanske akademi kan samarbejde med Dana Cup Academy, hvilket kan blive til gavn for alle parter.