Allan blev i dag hyldet af sine kolleger på Nordsøen Oceanarium og Forskerpark. Ikke alene havde han gennemført sin første ironman, men han gennemførte med en tid, der lå i den bedste halvdel af hele feltet. Omkring 3000 startede og 2700 gennemførte. Deltagerne kom fra hele verden
Allan har gennemført 10 maratonløb indenfor de sidste 12 år. Nu skulle det være en ironman, nemlig Ironman Copenhagen. Man kan blive helt forpustet af bare at læse, at det drejer sig om 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling for til sidst at slutte af med at løbe maratondistancen, der lyder på 42,2 kilometer. Alt sammen i ét stræk på samme dag.
Efter at have svømmet, cyklet og løbet var Allan i mål efter knap 11 ½ time. Så var han også træt og sulten. Så træt, at han var ved at falde i søvn under spisningen med familien. På spørgsmålet, om det var hårdt, svarer Allan, at det var ikke så slemt. Værst var det under løbeturen på 42,2 km, for da begyndte det at regne og blæse, og så blev han kold og fik ømme fødder, fordi de blev våde i skoene.
Allan satser på at deltage i Copenhagen Ironman igen næste år, helst med endnu bedre resultat end i år. Så allerede efter weekenden genoptager Allan træningen med ca. 10 timer om ugen for at vedligeholde formen. Tiderne for især cykling og løb vil han gerne forbedre, så det er bare at komme i gang med træningen.