I den seneste halve snes år er der næsten kun gjort ynglefund af den sjældne toplærke i kystbyer i Nordjylland og senest især i Hirtshals. Her har den ligefrem givet navn til en ny vej.
Den indvandrede som ynglefugl i Danmark for henved et par hundrede år siden, hvor den på det tidspunkt mest fandtes på landet om sommeren og i byerne om vinteren. I modsætning til sanglærke og hedelærke er den standfugl, men som nævnt altså efterhånden meget sjælden i Danmark.
Anders Østerby har oven i købet nu taget et foto, der med al tydelighed viser, hvor truet den lille fugl er her til lands. Et par har nemlig tilsyneladende søgt asyl hos nærpolitiet i Hirtshals.