Tyskerne følger på TV flytningen af Rubjerg Knude Fyr

Et tysk TV-hold er netop nu i Nordjylland for at følge flytningen af fyret, der er yderst populært i Tyskland.

328
Naturvejleder Jakob Kofoed fra Vendsyssel Historiske Museum og TV-holdet fra Tyskland ved Rubjerg Knude Fyr. Foto: Hans-Christian Lauritzen.

Flyningen af Rubjerg Knude Fyr fortsætter med at interessere i både ind- og udland til trods for, at der er over to måneder til, at fyret rent faktisk skal flyttes.

Især tyskerne er vilde med alt, der bare rimer på Rubjerg Knude Fyr.

I dag var en tysk TV-station forbi fyret ved Rubjerg Knude. Her skulle journalist Carolin Wagner lave optagelser til et 90 minutter langt TV-program.

– I dag er vi naturligvis ved dette fantastiske monument af et fyrtårn, og vi vil gerne fortælle om, at det skal flyttes, fortæller hun.

Carolin Wagner og hendes kolleger fra West Deutscher Rundfunk er det andet TV-hold fra Tyskland, der besøger fyret, inden for den seneste måned.

TV-holdet er på plads med såkaldt boomstang til at opfange al lyd til den kommende tyske dokumentar. Foto: Hans-Christian Lauritzen.

Programmet handler om oplevelser i hele Nordjylland, men der ingen tvivl om, at Rubjerg Knude Fyr er et af højdepunkterne.

– Jeg er ikke herfra, men jeg ved, at det er et vartegn for regionen, og det er virkelig fascinerende at se fyrtårnet her ved kysten, siger TV-journalisten.

Naturvejleder: Interessen stiger endnu mere

TV-holdet interviewer den lokale naturvejleder Jakob Kofoed om fyret, og det er langt fra første gang, han fortæller om det berømte tårn i klitten.

– Det her er ikke det første interview, jeg har givet til tysk TV, og der har også været noget i Sverige også, så der er en voldsom interesse for det her område, siger han.

Jakob Kofoed forventer at interessen for Rubjerg Knude fyr kun går en vej fra nu, og indtil fyret er flyttet. Opad.

– Tro mig, den her historie er ikke slut endnu. Heller ikke når fyret et flyttet, så åbnes der nye kapitler også for mig og museet omkring formidlingen oppe i det her område.

Rubjerg Knude Fyr bag hegn

Nu er området rundt om fyret blevet spærret af med hegn. Du er fortsat velkommen til at følge arbejdet, så længe du respekterer afspærringen, som er sat op af hensyn til sikkerheden.

Gepostet von Fyretflytter am Montag, 19. August 2019

Journalist Carolin Wagner er heller i tvivl om, at fyret på kanten af vestkysten har alt det, som i hvert fald tyskerne gerne vil have.

– Jeg kan kun tale for mig selv, men det er et fascinerende landskab. Her kan man mærke vinden, vandet og naturens kræfter. Jeg tror, det er det, som tiltaler os tyskere, og som fascinerer os, siger journalisten.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår programmet med Rubjerg Knude Fyr skal sendes i Tyskland.

Alle nordjyder kan følge flytningen af fyret på tv2nord.dk, TV2 Nord Salto og på Hjørring Kommunes Facebookside ‘Fyretflytter’.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments