Borgmesteren leverede kvit og frit en idé til fiskerne ved åbning af Hirtshals Fiskefestival 2019

Borgmester Arne Boelt leverede ved den officielle åbning af Hirtshals Fiskefestival et humoristisk råd til Niller alias Niels Kristian Nielsen.

865

Det var en veloplagt havnedirektør Jens Kirketerp Jensen, der denne torsdag formiddag bød velkommen til borgmester Arne Boelt ved den officielle åbning af Hirtshals Fiskefestival 2019.

Borgmesteren var tillige i hopla, idet han indledningsvis fik omtalt og takket de tusindvis af frivillige, der muliggør ikke bare det netop overståede Dana Cup i Hjørring, men i særdeleshed også Naturmødet, Musik Under Trappen og lige præcis den nu igangværende Hirtshals Fiskefestival.

Hjørring Kommunes mange tusinde frivillige fik ros med på vejen af borgmester Arne Boelt.

Talen skulle i dagens anledning og dermed i sagens helt oplagte natur også handle om fisk, hvilket gav borgmesteren anledning til med et lunt i glimt i øjet at inddrage Niller alias Niels Kristian Nielsen, som er formand for Hirtshals Fiskeriforening.

Borgmester Arne Boelt leverede en idé til fri afbenyttelse af fiskerne i Hirtshals.

På et tidspunkt var fiskernes formand nemlig fremkommet med lidt kritik af daværende parlamentsmedlem Ole Christensen, som er socialdemokrat og dermed partikammerat med borgmesteren, idet han og bureaukraterne i Bruxelles angiveligt ikke bare ville have registreret fartøjerne, men også have nummerplader på fiskene i EU. Det fik her borgmesteren til at foreslå fiskernes formand, om det så ikke var bedre med en GPS. Dermed ville hans medlemmer ikke have alt det besvær med at finde fiskene.

Ellers var der såmænd også i bogstaveligste forstand nytænkning i teltet Bølgen på Sydvestkajen. Arrangørerne har således i år trukket Local Cooking ind i teltet, hvor publikum så kan gå rundt og iagttage de travle og spændte mesterkokke i konkurrencen, der denne gang har deltagelse af lokale Simon Emil Christensen og Restaurant Abstrakt.

Indledningsvis var der tid til kollegial snak mellem konkurrenterne ved Local Cooking.

Endelig var Mads Pedersen, som er erhvervschef hos Spar Nord i Hjørring, på scenen i teltet for at sige et stort tillykke med en flot donation på samlet 300.000 kroner fra Spar Nord Fonden til Hirtshals Fiskefestival.

Mads Pedersen, som er erhvervschef hos Spar Nord Hjørring, ønskede tillykke til Hirtshals Fiskefestival.

Undervejs fik borgmester Arne Boelt og havnedirektør Jens Kirketerp Jensen desuden ønsket tillykke til Dorte Skjoldborg, som ikke blot er frivillig ved Hirtshals Fiskefestival, men samtidig kan fejre 25 års jubilæum hos Hjørring Kommune.

Dorte Skjoldborg fik med den frivilliges beskedenhed gemt sig bag mikrofonen, da hun blev ønsket tillykke med 25 år ved Hjørring Kommune.

Der er kort fortalt lagt op til tre dage med masser af fisk og fest og i Hirtshals.

Læs mere om eventen og programmet her: Hirtshals Fiskefestival

 

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments