Ros og tak fra Hirtshals Redningsstation

Stationsleder Allan Jellesen retter en stor tak til alle, der deltog i eftersøgningen af skipperen på HG 27 Neptun.

3008
Foto (arkiv): Niels Skipper.

Den 25. juli deltog adskillige mindre og større skibe i den store og ulykkeligvis resultatløse eftersøgning af skipperen, der var faldet over bord fra HG 27 Neptun 22 sømil nordvest for Hirtshals.

Som stationsleder for Hirtshals Redningsstation retter lokale Allan Jellesen, som selv har været fisker, efterfølgende en stor tak til de mange fartøjer, der deltog sammen med Margrethe Gaardbo.

– Det er som oftest os redningsfolk, der får meget af den positive opmærksomhed og ros, som vi selvfølgelig er taknemlige for, men sådan en operation involverer mange flere vigtige aktører, siger Allan Jellesen.

Stationsleder Allan Jellesen på kontoret ved Hirtshals Redningsstation.

Stationslederen havde således ombord på redningsbåden Margrethe Gaardbo ansvaret for at koordinere eftersøgningen for ikke færre end 17 andre fartøjer, som var Orca 1, Orca 2, Ostsee Star, Line Dalsgaard, Lene Kristina, S 43 Nordstrand, L 78 Qualyti, HG 340 Amanda, L 625 Maritana, HM 86 Julie Diremo, Lars Kruse, FRB 14, FRB 08, LRB 22, LRB 20, CB Claudi og endelig Beatrix.

– Dernæst er der så de større skibe, som under eftersøgningen var under ledelse af kaptajnen på Stavangerfjord, som også fortjener ros og tak, tilføjer Allan Jellesen.

– I det hele taget er det imponerende på sådan en tragisk dag at opleve, hvor godt samarbejdet fungerer med alle andre fartøjers besætninger, fastslår stationslederen.

Det er således magtpåliggende for Allan Jellesen at få understreget, hvor stor opbakning og støtte, der er fra fiskere og andre, når der er bud efter Hirtshals Redningsstation.

– Den er simpelthen uvurderlig, slutter stationslederen.

Link til en af flere tidligere artikler

Eftersøgning er indstillet

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments