Nordjysk fiskerierhverv holder vejret efter udmelding fra Henning Kjeldsen

Det vil så store konsekvenser for nordjysk fiskeri, hvis storfisker Henning Kjeldsen gør alvor af at sælge 90 procent af sine aktiviteter til udlandet. Alene FF Skagen vil miste 25 procent omsætning, hvis nye ejere ikke vil lande fisk der.

1904

Den nordjyske storfisker Henning Kjeldsen fra Skagen er som tidligere omtalt her på FlaskePosten.nu i færd med at sælge omkring 90 procent af sin forretning.

Foreløbig har han solgt sin seneste kutter Birgitte til et andet rederi. Og landets største fiskekutter Gitte Henning, som han også ejer, er måske også på vej til at blive solgt. Fartøjet har Henning Kjeldsen lige nu lejet ud til færinger, som har fået forkøbsret på det 75 meter lange skib, der så sent som sidste år blev døbt i Skagen.

– Så må vi se, om de vil købe, men jeg er klar til at skille mig af med 90 procent af det, jeg har. Jeg beholder måske en lille båd, men hvis der kommer et godt bud på den, ja så ryger den også, lyder det fra landets største fisker Henning Kjeldsen.

Og det kan få store konsekvenser for dansk fiskeri i almindelighed og nordjysk fiskeri i særdeleshed, hvis Henning Kjelsen afvikler sin forretning. Hans fartøjer landet i omegnen af 70.000 tons fisk om året i Nordjylland. Fisk, som Nordjylland risikerer at miste, hvis fartøjer og kvoter ryger til udlandet, og de danske havne og fiskerivirksomheder følgelig bliver valgt fra af nye ejere.

Nordjyske konsekvenser

Alene hos FF Skagen, der fremstiller fiskemel og fiskeolie til hele verden, kommer 25 procent af de sild, firmaet får, fra fiskefartøjet Gitte Henning.

– Vi er kede af, at så stor en leverandør vil melde sig ud, men hvis der er nogen, der ikke ønsker at være med i fiskeriet mere, så står det dem jo frit for at sælge, og så må vi jo snakke med dem, der køber, om de vil levere til os bagefter. Vi vil prøve at levere den bedste service og den bedst mulige pris, siger Jens Borup, bestyrelsesformand for FF Skagen.

Han understreger, at hvis Henning Kjeldsen gør alvor af at sælge kvoter og fartøjer til udlandet, der vil lande fisk i for eksempel Tyskland, så kommer det til at gøre ondt på beskæftigelsen hos FF Skagen.

– Det er klart, at får vi ikke så mange fisk, så er der ikke så meget arbejde, siger Jens Borup.

Også på havnen i Thyborøn holder man vejret efter udmeldingen fra landets største fisker.

– Det skaber forandring, og det betyder usikkerhed, og det er aldrig godt. Bekymringen er, hvem overtager, og hvor vil vedkommende lande fiskene henne – vi håber fortsat man vil lande i Thyborøn, siger Christian Vrist, der er teknisk chef på Thyborøn Havn, hvor Kjeldsen i løbet af årene har givet en del arbejde til lokale håndværkere, idet han har fået bygget fem-seks skibe der.

Træt af fiskeripolitik

Baggrunden for at Henning Kjeldsen nu er klar til at sælge ud af alt, er, at han er træt af dansk fiskeripolitik. Samtidig føler han sig jagtet af særligt to politikere, nemlig socialdemokratiets tidligere fiskeriordfører, og nuværende erhvervsminister Simon Kollerup og det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Ib Poulsen.

– Jeg er træt af at blive jagtet i fire år af to politikere. Jeg hører, at man i fiskeriudvalget har holdt møde om mig, måske burde man være lidt stolt at, at de holder møde om mig, men det er til at græde over. De har vendt hele den danske fiskeripolitik på hovedet, og det er ikke til at holde til. Nu er vi begyndt at tjene penge på fiskeriet – så må vi ikke være her mere, lyder det fra Henning Kjeldsen, der tilføjer, at han med egne ord har det “ad helvede til”, for han har altid brændt for dansk fiskeri.

Men nu tyder meget på, at han kaster håndklædet i ringen og melder sig ud af fiskerierhvervet, simpelthen fordi han er træt af dansk fiskeripolitik.

Det hele drejer sig om den fiskeriaftale, Folketinget vedtog i 2017. Den gjorde det ulovligt for storfiskere som Henning Kjeldsen at låne penge tul unge fiskere, som så kunne købe andele i en af hans både. Dermed havde den unge fisker ejerskab og formel ret til at købe sine egne kvoter.

Men det er efter den nye fiskeriaftale nu ulovligt, og derfor overvejer Henning Kjeldsen helt at trække sig fra fiskeribranchen.

– Førhen lånte de unge fiskere jo penge af de gamle. Det har jeg selv gjort. Jeg har lånt penge af en gammel fisker, da jeg kom ind i fiskeriet. Og jeg har også lånt unge fiskere penge nu her i de seneste år. Men det må jeg ikke længere, siger Henning Kjeldsen.

Kvotekonge

Henning Kjeldsen er de seneste år blevet udråbt som en af landets største såkaldte “kvotekonger” i dansk fiskeri. Kvotesystemet blev indført tilbage i 2005. Og siden det blev muligt for de danske fiskere at handle med fiskekvoterne, er der opstået næsten monopollignende tilstande, og det har haft den konsekvens, at flere fiskere er blevet nødt til at forlade erhvervet, og havne er lukket.

Henning Kjeldsen fra Skagen, menes qua sine kvoter at have ret til at fange cirka en tiendedel af alle de fisk, der landes i de danske farvande.

Skiftende fiskeriministre har været kaldt i samråd om netop “kvotekongerne” og et ønske om at begrænse kvotekongerne og dermed ændre reglerne, som kritikerne mener, er skyld i, at dansk fiskeri har udviklet sig fra mange små fiskefartøjer til få store fiskefartøjer.

Og den udvikling, hvor en mindre gruppe danske fiskere har udnyttet handel med kvoter, er det som særligt Socialdemokratiets tidligere fiskeriordfører Simon Kollerup og Dansk Folkepartis Ib Poulsen er imod.

Politisk kritik

Christian Vrist fra Thyborøn Havn forstår godt, at Henning Kjeldsen er kørt træt efter massiv politisk kritik.

– Det er svært at forholde sig til kritikken, men der er nogle, der har kørt hetz mod ham – for os som havn at se, så har han hjulpet nogle unge fiskere. Han er gået forrest i forbindelse med den store konstituering, der har været i branchen for at den kunne overleve, og han har været god til at agere i det, siger Christian Vrist.

Også bestyrelsesformand hos FF Skagen kalder Henning Kjeldsen en driftig forretningsmand.

– Jeg kan godt forstå, at han strækker våben og siger, nok er nok, fordi den måde politikerne direkte er gået efter ham, det er helt usmageligt i forhold til den dygtige fisker, han sådan set er, siger Jens Borup.

Henning Kjeldsen selv kalder situationen kedelig, når såvel fartøjer som kvoter nu formentlig kommer på udenlandske hænder. Han har fået flere bud på sine pelagiske kvoter – og det er fra udlandet.

– Politikerne er ved at afvikle hele dansk fiskeri, og det er rigtigt kedeligt, siger Henning Kjeldsen.

Erhvervsminister Simon Kollerup ønsker ikke at svare på Henning Kjeldsens udmelding på grund af ferie, ligesom det heller ikke er lykkedes at få en kommentar fra Ib Poulsen.

Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.

3 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Jan Jensen
5 år siden

Han må jo bare rete ind, længere er den ikke, og så ellers tage et par tudekiks.

Jan Jensen
5 år siden
Reply to  Jan Jensen

rette.

Ræven
5 år siden
Reply to  Jan Jensen

Sikke da en berigende betragtning. ??