Farverig og festlig golfmatch tilbage i Hirtshals Golfklub…

Uge 29 er til traditioner i det nordjyske. Når det ”på Skagen” regner med gode mennesker fra Hellerup og nærmeste omegn, så drypper det også lidt i Hirtshals, hvor Kroghens Sommermatch onsdag blev afviklet i godt vejr og på flotte baner…

1273
Daniel Busch vandt sidste år pligten til at bære "Kjolen"...

Egentligt skulle jeg blot have banket lidt rust af på udslagsbanen og Par-3-banen i Hirtshals, inden jeg senere kaster mig hovedkulds ud i en intens efterårssæson på de ordinære 18 huller i selskab med de herlige medlemmer hos Kjul-Veteranerne og i Herreklubben, men onsdag formiddag summede det af heftig aktivitet både ude og inde…Kroghens Sommermatch havde ramt Kjul og må have givet kraftige udslag på Richterskalaen…og frem måtte kameraet…

Alle klar til den årlige fotografering på slaget ti i ti…

Over 60 sommerglade og feststemte golfspillere havde for en stund efterladt direkte vandfly og alle de andre kendisser i Skagen for at afvikle årets golfmatch godt hjulpet på vej af frivillige og personale i golfklubben…

Thomas Max Hansen og Michael Krogh – begge med en vis tilknytning til Lyngbys Superligahold – her med årets planche over turneringsresultaterne fra sidste år og med mestre og “Kjolebærere” helt tilbage fra 1994, hvor det hele startede med kun fire deltagere…
Michael Krogh klar med de sidste formaninger til deltagerne – fx må der i denne turnering kun ledes i 2 minutter og 22 sekunder…
På strategisk udvalgte huller stod der folk klar med egen import af stimulerende midler…Jeg fik ikke tjekket, om Bornholm Snaps kan måle sig med min lokale Museumsbjæsk…Kl. 10 er lige tidligt nok til at teste disse otte varianter…
Daniel Busch havde ud over kjolen også æren af at skyde ballet i gang kl. ti over ti… Jeg fik faktisk tilbudt en plads i feltet, men da min nuværende form måske ville bringe mig i nærheden af at skulle spille næste år iført denne kjole, så tøvede jeg ikke med at takke nej.. og jeg ville heller ikke kunne bære den så flot som Busch…

Golf er et fantastisk spil, som kan spilles i alle aldre og på alle niveauer og kan kombineres med socialt samvær, hvor kun fantasien sætter grænser.., og Kroghens Sommermatch mundede ud i sen frokost i klubhuset i Hirtshals, inden løjerne blev flyttet tilbage til Skagen og festmiddag og præmieoverrækkelse…

Ingen fornuftige foreningsaktiviteter uden frivillige.. heller ikke i golf…og når der er frivillige, der evner at sprede hygge og pynte op til gavn og glæde for gæster og medlemmer, så er det bare guld værd…

Se mere om Hirtshals Golfklub, hvor du i øvrigt kan spille for en flad 200 kroneseddel…

Foto: Elling

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments