Poul Jansen: Blomsten i brystet

Denne skønne sommeraften i juli har vi fornøjelsen af at bringe digtet "Blomsten i brystet" af den lokale lyriker og forfatter Poul Jansen.

88
Blomsten i brystet

Når dagen kommer dansende
i lysets skær fra øst
den nynner livets melodi
og vækker skov og kyst
da føles hjertet som en blomst
der just er sprunget ud
en gave smuk og farverig
fra himlens sendebud

En skøn og solrig sommerdag
langs Vesterhavets kyst
blandt bølgeskvulp og mågeskrig
naturens egen røst
på marken kornet duver gult
snart høsten er forbi
da mærker jeg den lille blomst
som vokser indeni

Vor verden vugger op og ned
blandt havets sølverskær
jeg takker i mit stille sind
for hvert et solskinsvejr
når dagen derpå danser bort
farvel til skov og kyst
svagt høres livets melodi
fra blomsten i mit bryst


Af lyriker og forfatter Poul Jansen i juli 2019.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Ulla Jensen
5 år siden

Tak ???